Mange af de forhenværende foreninger har forladt IND.sam på grund af utilfredshed med organisationen, mens andre foreninger bare er ophørt med at eksistere.

Alligevel optræder de som medlemmer af IND.sam på den liste, som organisationen har sendt til Indenrigsministeriet som dokumentation for at få offentlige tilskud.

Alene fra Indenrigsministeriet modtog IND.sam sidste år mere end en million kroner til blandt andet at "styrke samarbejdet mellem de etniske mindretals foreninger i Danmark", som det hedder i IND.sams formålsparagaraf.

B.T.s afsløring dokumenterer, at mindst 10 af IND.sams påståede 53 medlemmer ikke længere er tilknyttet organisationen. Nogle af dem oplyser, at de ikke har været med i to eller tre år.

Flere af de forhenværende foreninger er vrede over, at IND.sam fører myndighederne bag lyset ved at opgive dem støtter til organisationen.

"Det er frækt at bruge vores navn på deres medlemsliste. Vi gik ud af IND.sam for et par år siden, fordi vi opdagede noget vrøvl i regnskaberne," sger Peter Eszterhas fra Den Ungarske Forening.

Francis Freeman, der er formand for Calabash Association, undrer sig over sig over IND.sams medlemsliste.

"Der var for mange problemer i IND.sam, så vi meldte os ud. Jeg vil undersøge, hvorfor de bruger vores navn," siger han.

Samba Godda er tidligere formand for Gambian Socio-Culturel Association:

"Vores forening eksisterer ikke længere, og det har jeg fortalt IND.sam, fordi de blev ved med at sende post til mig," siger han.

Med over 1000 medlemmer var Sammenslutningen af kurdiske foreninger, IND.sams største medlem.

"Vi har ikke været medlem i flere år. Jeg vil ikke acceptere, at de ulovligt misbruger vores navn som medlem af IND.sam," siger Ahmet Tanrisever fra den kurdiske sammenslutning.

Foreningen Regnbuen har ikke noget mod at figurere på IND.sams medlemsliste, selvom foreningen reelt ikke eksisterer.

"Vi har måske 25 medlemmer på papiret, men Regnbuen har ikke været aktiv siden 1996. Jeg betragter os som et slags passivt medlem af IND.sam," siger Emanuel Aning, Regnbuen.

Over halvdelen af IND.sams medlemsforeninger har ifølge organisationens egne oplysninger ikke betalt kontingent for 1999, selvom medlemskabet kun koster mellem 500 og 1250 kroner - altså ikke mere end en 10-årig dreng betaler for at spille klubfodbold.

"Vi har hverken råd til at betale kontingent eller deltage i IND.sams generalforsamling, for det koster også penge. Jeg tror ikke, vi har haft kontakt med IND.sam siden sidste forår, da de ville have vores medlemsliste," siger Rashid Mohamed, Foreningen af zanzibarer i Skandinavien, der dog stadig betragter sig som IND.sam-medlem.

Flere af IND.sam foreningerne er umulige at træffe på de adresser, som IND.sam har sendt til Indenrigsministeriet. Det gælder f.eks. Afro Club, der skulle holde til Ny Munkegade 13 B i Århus, men de foreninger, der bruger bygningen i dag, oplyser, at man ikke har set Afro Clubs medlemmer i meget lang tid.

Billedtekst: IND.sam er Danmarks største indvandrer-organisation på papiret, men mange af de påståede medlemmer, har intet med IND.sam at gøre i dag. Anna Saakwa, formand for IND.sam siger, at hun intet vidste, da medlemmerne ikke har meldt sig skriftligt ud.