En stor fest i den indiske by Bangalore, der fandt sted nytårsaften, løb i høj grad af sporet. Flere kvinder var udsat for seksuelle overgreb, og efterfølgende har en minister udtalt, at det skyldtes deres påklædning.
Det skriver nyhedsbureauet AFP. Der skulle angiveligt være tale om en stor flok, der udførte de seksuelle overgreb.
Det fik mange, særligt kvinder, til at flygte fra festen, og tirsdag er den indiske minister, G Parameshwara, for den sydlige stat Karnataka havnet i massiv modvind.
Det skyldes, at han har sagt, at de 'uheldige' overgreb skyldtes, at kvinderne havde 'vestligt tøj på'.
»En stor gruppe unge mennesker var samlet - unge mennesker, der næsten er som dem i Vesten. De forsøger at kopiere de vestlige - ikke bare i tankegang, men også i den måde de går klædt på. Så nogle bliver forstyrret, nogle piger bliver chikaneret, og den slags ting sker,« fortalte han til tv-mediet The Times Now.
Og det har fået flere til at kritisere ham.
»Jeg vil gerne høre denne minister: er indiske mænd så ynkelige og svage, at når de ser en kvinde med vestligt tøj på en festlig dag, så kan de ikke styre sig?« lyder det fra Lalitha Kumaramangalam, der er leder af Indiens nationale kvindekommission.
Hun mener, at der mangler respekt for kvinder, og den holdning deler en af ministrene fra den indiske regering, Kiren Rijiju.
På sin Twitter-profil skriver han, at gerninger som dem, der fandt sted til den indiske nytårsfest, ikke skal gå ustraffet hen. Derudover kalder han G Parameshwara for 'uansvarlig'.
G Parameshwara har efterfølgende selv hævdet, at han er blevet fejlciteret.
Politiet har endnu ikke sigtet nogen i sagen. De er i gang med at kigge overvågningen fra festen igennem i håb om at kunne identificere gerningsmændene.
Det er langt fra første gang, at der sker voldsomme overgreb mod kvinder i Indien. I 2012 blev en ung studerende gruppevoldtaget i en bus, og hun døde senere af sine kvæstelser. Her blev en minister også kraftigt kritiseret for at sige, at 'drenge er jo bare drenge' om overfaldet.
Også i Tyskland gik en nytårsfest i Køln i 2015 galt. Her anmeldte 80 kvinder seksuelle overfald, og politiet i Køln modtog i alt 1054 klager. De 400 af dem omhandlede sexoverfald.