Inderne i lufthavnen er helt og aldeles uinteresserede i os. Ingen vil sælge noget, have os ind i en taxa eller på anden måde lave lidt business. Det er udelukkende nysgerrige blikke, vi bliver mødt af, da vi kommer trippende med vores bagage.

Ret overraskende. Normalt er det første møde med Indien kaotisk og ganske overvældende. Men her i Kozhikode er lufthavnen et ret stille sted. airconditionen summer, og kun et par enkelte mennesker kigger dovent i vores retning, da vi kommer ud i velkomsthallen.

Vi havde nok luret, hvor det bar henad, et stykke tid inden. Vi var de eneste vesterlændinge i flyet fra Doha. Ellers var den lille Etihad Airways-maskine fyldt op med indiske arbejdere, der skulle hjem fra Mellemøstens milliard-byggeprojekter.

Kozhikode, også kendt ved dets gamle britiske navn Calicut, er den nordligste by, man kan flyve til i i den indiske delstat Kerala. Og da vores fly dykkede ned gennem morgendisen, stod det klart, at skalaen i Kozhikode er en noget anden, end man er vant til på de her kanter. En enkelt landingsbane mellem palmer, ingen larmende storby i nærheden og et stille og roligt tempo.

Måske er det Keralas tropiske klima, der spiller ind? I Kozhikode er man ikke langt fra subkontinentets sydlige spids. Dernede, hvor varmen omfavner de vinter- og kuldetrætte på behagelig vis. Hvor kokosnødder er en uomgængelig ingrediens i alle de farvestrålende retter. Og hvor traditionel yoga og meditation er indvævet i et kludetæppe af forskellige religioner.

Den nordlige del af Kerala

Nu er det ikke, fordi Kerala som sådan er nogen ukendt feriedestination.

Tusindvis af turister flokkes hertil i den europæiske vinter, men 98 ud af 100 vælger at tage til den sydlige del af staten. Dernede, hvor hele turismeinfrastrukturen har været på plads i mange år. Og der er skam smukt sydpå, men vi har fået mod på lidt mere uprøvede oplevelser og mindre nedtrampede attraktioner og har valgt at tilbringe små tre uger i den nordlige del af Kerala.

Hjemmefra har vi til at begynde med booket to overnatninger i et homestay. En slags bed & breakfast, hvor man overnatter hos en indisk familie, der har gjort plads til at huse turister. Det hele fungerer ganske professionelt gennem en central hjemmeside, og både pris og den meget personlige service er fornem.

Af vores værtinde bliver vi blandt andet sendt med en tuk-tuk ad snørklede jordveje, indtil vi når frem til et skibsværft. Det lyder måske ikke så eksotisk, men ingen stål og svejselarm her – i stedet var det høvlspåner og save, der dominerede. På skibsværftet, der ligger på en strand blandt høje palmer, bygger man enorme træskibe. Køberne er rigmænd fra mellemøsten, og kombinationen af en traditionel båd og luksusyacht i gigantklassen er overvældende og ganske spøjs.

I nærheden finder vi også et fredet flodområde, de såkaldte backwaters, hvor vi tager på fuglekiggeri i en lille båd. De indere, der er med, er så forbløffede over det eksotiske indslag, at de helt glemmer fuglene og mest tager billeder med os to danskere som motiv.

Eftermiddage og aftener går med at hænge ud på strandene i nærheden, hvor familier er samlet for at nyde solnedgangen og soppe i vandet. Ingen bader, desværre, selv om vandet indbyder til det. Formentlig spiller religiøse grunde ind; her i Nordkerala er der en stor andel af hinduer og muslimer.

Western Ghats

Efter et par dage ved kysten forlader vi vores homestay og drager mod højlandet.

Blot et par timers kørsel fra den palmeklædte kyst begynder det at gå opad. For det meste er landskabet karakteriseret ved bløde, grønne bakker, men undertiden er det også mere råt og bjergrigt.

Det var heroppe i Western Ghats, briterne i sin tid måtte fortrække til, når det under monsunen blev for klamt og klæbrigt nede ved kysten. Det var også her, de anlagde plantager med kaffe, te og krydderier. Plantager, som endnu eksisterer i rigt mål. I højlandet findes også flere nationalparker og gode muligheder for at komme på dagsvandreture, blandt andet til toppen af områdets højeste bjerg, der dog kun rager 2.100 meter op.

Nogle af de residenser, briterne boede i, er blevet omdannet til små bed & breakfast-steder, og kan du komme til at bo på et af disse estates, kan det være en atmosfærefyldt base for udforskningen af Nordkeralas højland. Men vær opmærksom på, at der både er skidt og kanel imellem, så råd fra andre rejsende eller lidt net-research er ikke af vejen.

Vores sted, Verdure Wayanad, falder vi over ved et rent tilfælde. Det Lonely Planet-anbefalede sted i nærheden er fyldt op, så vi bliver i stedet henvist til den gamle kolonitidsbygning. Det gør nu ikke spor. Stedet var tidligere bolig for plantageejeren, men er nu omdannet til overnatningssted for turister og har blot fire værelser.

Vi er vist de eneste vesterlændinge, der har lagt vejen forbi i en rum tid, men engelsk kan de fleste på stedet, og gæstfriheden er overvældende. Vi har hele den smukke omgivende plantage for os selv. De få andre gæster er indiske turister fra IT-millionbyen Bangalore, og de er mest interesserede i at flade helt ud og tage en pause fra det hektiske storbyliv.

På kaffeplantagere

Manageren sender os en morgen af sted til en anden kaffeplantage i nærheden. Her oplever vi det enorme, skovagtige område, hvor kaffebuskene gemmer sig blandt mange andre typer planter.

Først kommer vi rundt i en gammel, brummende firehjulstrækker, dernæst af sted med vandreskoene på. Ved middagstid når vi frem til en lille flod og et par vandfald, hvor vi kan bade.

Vi ser også, hvordan kaffeplukkerne bor, og hilser på nogle af de hårdtarbejdende og temmelig fattige mennesker. Vores guide, der også er manager på stedet, er meget ærlig og oplysende, og det er positivt at få et usløret indblik i levevilkårene blandt nogle af de mest forarmede indere.

Og så er det naturligvis en interessant oplevelse at vandre rundt blandt mylderet af arabica- og robusta-kaffebuske. Ved første øjekast ligner det ikke noget, der har med kaffe at gøre. De små, røde bær er sødlige og lækre. Selve bønnen indeni vækker heller ikke nogen mistanke. Men tør den og rist den efterfølgende, og så har du verdens favorit-morgendrik.

Vi drager dybere ind i højlandet og finder vej til en nationalpark i bedste Junglebogen-stil. På jeepsafaris kommer man rundt ad bumpede jordveje og oplever flokke af elefanter, skrigende aber og farvestrålende fugle.

Ingen steder er den ikoniske tiger dog at se, og selv om den er det helt store trækplaster, så er det kun et meget heldigt fåtal, der oplever at se det stærkt truede dyr.

Efter et par dage med jeep-safarier trænger vi dog til at bruge benene igen.

Det kommer vi til hos Rainforest Retreat, der er en lille plantage og såkaldt øko-resort, hvor man arbejder på at udvikle og forbedre dyrkningsmetoder uden brug af pesticider og insekticider. Sprøjtemidler, der ellers er en fast og omfangsrig bestanddel af konventionelle indiske plantagers hverdag. Det sker for eksempel ved at lade edderkopper og andre naturlige insektfjender gøre arbejdet i stedet.

Det flot beliggende resort – i bunden af en dal omgivet af regnskov – er luksus på den bæredygtige og lidt primitive måde. Her er ingen elektricitet, vi bader med vand opvarmet af brænde, og vi spiser sammen med de andre gæster på faste klokkeslæt.

Vandreture er faste indslag for os og de andre gæster på øko-resortet. Vi tager op fra dalbunden og oplever det omgivende højlands smukke landskab og udsigter. Vi kommer også tæt på livet på plantagen og bliver tilbudt at være med til at høste kaffe og te. Og så smager vi på flere friske kaffebær, kardemomme, vanilje, peber og meget andet.

Et lille hyggeligt kyst-hotel

Efter halvanden uge i højlandet hyrer vi en chauffør til at køre os tilbage mod kysten.

Vi har spottet en afsidesliggende strand og lille strandhotel, hvor vi kan spendere nogle dage. Og internettets lovprisninger af stedet viser sig at holde stik.

Det er et hyggeligt og charmerende sted. Med udsigt til Det Arabiske Hav og egne kanoer til at udforske et mylder af backwaters-kanaler, der starter i baghaven. Stedet har fire værelser, men ejeren ønsker ikke at udvide, selv om efterspørgslen er stor. Han og hans søn vil meget hellere meditere på stranden, mens solen går ned over havet.

Der er dog flere andre beach houses at finde omkring stranden, og her møder vi også den største samling af turister på noget tidspunkt i Nordkerala. Mellem 20 og 30 vesterlændinge nyder strandlivet. Her er det heldigvis helt i orden at gå med bikini på stranden og hoppe i det varme havvand.

En lille uges tid senere er vi tilbage i lufthavnen i Kozhikode. Et par af politifolkene på stedet gør antræk til at ville udspørge os. Vi aner problemer, men de vil bare gerne høre, om vi har haft en god ferie, hvad vi synes om Kerala, og om vi dog ikke kunne finde på at komme igen?

Jo.