Indenrigsminister Karen Jespersen (S) er stærkt betænkelig ved, at flere og flere kommuner spekulerer økonomisk i at sælge ud af aktiver som f.eks. skoler og renseanlæg for bagefter at leje dem tilbage igen.

Derfor har hun iværksat en undersøgelse, der i løbet af et par måneder skal kortlægge problemet og arrangementernes mulige økonomiske konsekvenser med henblik på et eventuelt lovindgreb.

Det oplyste Karen Jespersen på Kommunernes Landsforenings delegeretmøde i dag i Aalborg.

KLs bestyrelse er stort set enige med indenrigsministeren, oplyser formanden, Odenses borgmester Anker Boye (S).

- Vi skærper tonen. Denne model skal stoppes, og kommunerne bør skaffe den nødvendige finansiering ad fordøren, siger Anker Boye.

/ritzau/