Indespærrede minearbejdere må vente i op til tre dage
De indespærrede minearbejdere i Peru risikerer først at blive bjærget om tre dage. Vanskelige arbejdsforhold gør det svært at redde dem op fra den kollapsede mine.
De indespærrede minearbejdere i Peru risikerer først at blive bjærget om tre dage. Vanskelige arbejdsforhold gør det svært at redde dem op fra den kollapsede mine.
De ni minearbejdere, der er fanget 250 meter under jorden i mine i Peru, må væbne sig med tålmodighed. For de risikerer at måtte blive i minen i op til tre dage endnu, før de kan reddes op, siger landets premierminister Oscar Valdés ifølge BBC.
Minearbejderne har været fanget under jorden siden torsdag, da en mineskakt brød sammen.
Redningsarbejdet besværliggøres af, at minen ligger i et ufremkommeligt område, hvor det er svært at få transporteret maskiner frem, som kan hjælpe med at få mændene op i sikkerhed.
- De er i live, men vi kan ikke bruge gravemaskiner (til at redde dem op, red.) på grund af vanskeligheder med at få dem op af en stejl bakke, siger redningsarbejderen Erin Gomez til AFP.
Samtidig betyder nye sammenstyrtninger i mineskakterne, at det varer længere end først antaget at få mændene bragt op i lyset.
Redningsmandskabet, der omfatter politi- og brandfolk, kommunikerer med minearbejderne gennem et rør, der også sikrer de ni mænd i alderen 22-59 år både drikke og ilt. Ingen af dem er kommet noget til, men flere af dem er både angste og desperate over situationen.
Minen ligger i regionen Ica, omkring 300 kilometer syd for hovedstaden Lima. Her har minearbejdernes familier også slået sig ned i en improviseret lejr, for at kunne være tæt på deres pårørende, som ufrivilligt er fanget under jorden.
Den sammenstyrtede mine har været lukket ned i årevis, og det er forbundet med stor fare at forsøge at udvinde kobber og metal derfra. Sidste år døde mere end 50 personer i Perus sølv-, guld- og kobberminer.I 2010 vakte det international opsigt, da 33 minearbejdere blev indespærret i en guld- og kobbermine i Atacamaørkenen i det nordlige Chile omkring 700 meter under jorden. Dengang lykkedes det at redde dem alle op i live efter 69 dage langt under jorden.