Indrømmet. Set udefra skal der graves dybt for at finde spænding i Danmarks to kommende testkampe. På onsdag møder landsholdet Sverige i Parken, mens Ungarn venter i Debrecen i morgen aften klokken 20.15.
Trods den umiddelbare manglende værdi i testkampene, findes der interessante perspektiver, når der pilles lidt i den trætte skorpe. Først og fremmest er der markant fokus på Pierre Emile Højbjerg. Den 18-årige Bayern München-spiller er endelig med i Morten Olsens trup efter længere tids massiv hype. Nu er Højbjerg ikke længere til at komme udenom, det har Olsen også indset.
Der er lagt op til debut og at dømme ud fra den sidste åbne træning, så skal Pierre Emile Højbjerg også starte inde, selvom landstræner på pressemødet i går ikke ville afsløre noget.
- Det er ikke for at skjule noget, men vi har ikke besluttet os endnu, det gør vi først på dagen, siger Morten Olsen, der sammen med sine assistenter skal indregne slitage efter en lang sæson, når mængden af spilletid skal fordeles.
- Det handler om friskhed. Vi har spillere, der i hvert fald hen over de seneste to-tre uger har spillet vigtige og hårde kampe. Det har kostet både fysisk og mentalt, og det ville være groft at bruge dem, når vi har andre spillere, der er helt friske, siger den danske landstræner.
Umiddelbart ligner det, at Danmark stiller op i et 4-1-4-1-system og med en startopstilling bestående af Kasper Schmeichel, Lars Jacobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Jakob Ahlmann, William Kvist, Kasper Kusk, Pierre Emile Højbjerg, Michael Krohn-Dehli, Christian Eriksen og Martin Braithwaite.
Skulle der foretages ændringer, ligner det, at Jakob Poulsen erstatter Pierre Emile Højbjerg, mens Morten Duncan Rasmussen spiller fra start i stedet for Martin Braithwaite. Bayern Münchens unge dansker, Pierre Emile Højbjerg, fortalte i går, at han stadigvæk kan mærke den hårde kamp, han var igennem i lørdags i den tyske pokalfinale, og at Morten Olsen ikke har fortalt ham, om han skal begynde inde fra start eller ej.