Med Barcelona som Ønskeøen har Neymar taget fuldt ansvar i Lionel Messis fravær. Den evige dreng omsætter fodbolddrømme til rå virkelighed i en sæson, der kan gøre ham til verdens bedste.

Der er mange måder at blive voksen på i en moderne fodboldverden, hvis man ellers har talentet til at stikke ud fra den grå masse.

Man kan slingre gennem den ene klub efter den anden, fjumre rundt i nattelivet, lade sig forevige på de sociale medier med klokkespillet nødtørftigt dækket ind, mens man er på sporet efter den næste millionkontrakt og et lønligt håb om at gøre sig på et middelmådigt landshold. Man kan med andre ord lave en Bendtner og efterfølgende påberåbe sig ikke at ville være nogen unyttig idiot.

I en helt anden boldgade kan man være som Ronaldo. Ener og ego i en og samme muskuløst tonede skikkelse. Selvcentreret og superseriøs, atletisk som en afgud, asketisk og afholden som en munk. Smuk som havde Michelangelo ført penslen og med en vidunderligt sammensat værktøjskasse af fodboldkompetencer. Men også en mand, for hvem glæden kun slippes løs, hvis den ser ud til at skinne tilbage og kaste et lys af guddommelighed over hovedpersonen selv.

Så er der et fænomen som Neymar. Ikke nogen midt imellem, men tværtimod en boldkunstner, der i de seneste syv-otte uger for alvor er gået fra en stilling som troldmandens lærling til en status som både frelser og forløser hos FC Barcelona.

Mindre kan måske ikke gøre det, når man siden barnsben har været udnævnt som et fænomen. Men så igen: Det handler om at tage hånd om sit fodboldliv og sin skæbne. Træde i karakter på de vigtige tidspunkter, gøre sig selv og de andre gode. Helst bedre.

Hvis Barcelonas tilhængere frygtede for det skadesbetingede fravær, der har holdt Lionel Messi ude siden september, ville koste dyrt på pointkontoen, har der været grund til fornyet optimisme. Ikke bare i forhold til kampen om det spanske mesterskab, men i lige så høj grad fordi Neymar har lagt en dimension ekstra i sit arsenal og nu udfylder rollen som dirigent, målscorer og ikke mindst holdspiller.

Hvis de hårdhudede skeptikere ved Neymars ankomst til Barcelona kunne frygte, at der var tale om en ny og overfladeskøjtende strandfodboldkonge i stil med drengeidolet Robinho, har den 23-årige brasilianer gjort alt til skamme. Og hvis der var tvivl om, hvorvidt Neymar kunne skuldre de høje forventninger og stå for presset, har han for alvor vist sit værd i Messis fravær.

»Neymar er så god, at han er klar til at være Messis afløser, når han engang stopper. Han vil blive den bedste spiller i verden. Det er jeg slet ikke i tvivl om,« lød det fra ingen ringere end Xavi i et interview med ESPN tidligere på året.

Xavi sagde det med velberådet hu. Allerede før Lionel Messi gik i stykker og pådrog sig en knæskade i opgøret mod Las Palmas 26. september. Det er til at forstå, for allerede i sidste sæson udgjorde Neymar en hypergiftig offensivcocktail i selskab med Messi og Luis Suárez, hvor det blev til 39 mål i 51 kampe.

Det er respektable tal i sig selv. Men det er værd at bemærke, hvordan Neymar gennem de seneste to måneder har leveret uden Lionel Messis kreative egenskaber ved sin side. 13 mål i 14 kampe er det blevet til. Og hvor Neymar gennem hele sidste sæson stod fadder til 82 chancer, har han i de 14 kampe uden sin læremester skabt 55.

Det er en af grundene til, at Barcelona ikke behøver at frygte dagens El Clasico.

For selv uden Messi har de catalanske titelforsvarere vist sig at være i blændende form. Barcelona har også vist sig langt mere tro mod deres spillestil end Real Madrid, som trods blot ét nederlag har svært ved at få selvforståelsen til at stemme overens med de defensivt orienterede dyder signeret manager Rafael Benitez.

Når røgen fra indeværende sæson engang er lettet, og der bliver gjort status, kan Lionel Messis fravær paradoksalt nok vise sig at have været en gevinst. Det har skubbet positivt til Neymars udvikling, selv om det drengede ikke er gået af ham. Der er også stadig plads til geniale showmanship-indslag som hans mål mod Villarreal for små to uger siden, hvor et modstanderfikserende vip med hælen og et flugtskud med højrebenet i en og samme bevægelse var det pureste fodboldguf.

I en fodboldverden, som tager sig selv meget alvorligt, er det velgørende at se improvisationslyst og impulsivitet blive sluppet løs. Hvis kronisk alvorstyngede bedemænd som Wenger, Mourinho eller Van Gaal tegnede butikken med Benitez som revisor, ville fodbolden gå sin undergang i møde.

Neymar repræsenterer på mange måder drengebarnet i spillet. Og han ved det.

»Jeg vil have det sjovt. Jeg vil gøre folk glade. Jeg vil blive ved med at løbe, drible og score. Jeg vil være drengen, der aldrig ophørte med at drømme,« siger Neymar i slutningen af sin selvbiografi.

Det er den slags, psykologer også kalder en slags Peter Pan-kompleks. At man trods alderen og årene nægter at lade det, Neymar kalder ’fodboldens barnlige leg’, hegne ind.

Som Peter Pan er Neymar fløjet til sin egen lille Ønskeø. Det er selvfølgelig en illusion, men når Neymar er bedst, holder han fast i drømmen, selv om alle drenge en dag bliver til mænd.