For en ung familie fra Skanderborg blev starten af 2012 ikke, som man kunne håbe. Mens familien var rejst væk for at fejre nytårsaften, brød en ukendt gerningsmand ind i deres hus og dræbte deres kæledyr.

Så der ventede den unge familie et makabert syn, da de 1. januar åbnede døren til deres hjem på Rådyrvej i Skanderborg.

Hele huset var gennemrodet, reolerne væltet og smadret, skabe, sofahynder og borde ødelagt og knust, angiveligt uden årsag.

Synet af det smadrede inventar var dog intet i forhold til, hvad der ventede dem inde i soveværelset.

Midt i sengen lå husets orange kat, dræbt. Den var blevet spiddet gennem brystet med en stor køkkenkniv.

Et syn der selvfølgelig var chokerende for den hjemvendte familie.