Magten skal tilbage til befolkningen, til kollektivet. Verdens fattigste skal have gratis medicin. Og glem bundlinjen. Erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen er som forvandlet

Han er ansigtet på 1980ernes yuppie-kultur, hvor hans penge, privatchaufføren og pragtvillaen på Strandvejen nord for København gjorde ham kendt og berygtet. Kynisk var han. Grådig var han. Egoistisk var han også.

Den 59-årige Klaus Riskær Pedersen var billedet på alt dét, han nu tager afstand fra i sin bog ‘Socialkapitalisme’. En bog, der er blevet kaldt ‘visionær systemkritik’ og ‘pligtlæsning for alle unge socialdemokrater’, skrevet af en ‘omvendt synder’.

De store armbevægelser ligger stadig til manden, og vi skal være ‘beredt på store forandringer’ og ‘magten skal tilbage til befolkningen’, fordi ‘det må stå klart for enhver, at kapitalismen har for mange indbyggede fejl og ikke er tilstrækkelig’, hvilket bl.a. betyder ‘at befolkningen, kollektivet, danskerne, altid samler regningen op efter de få, der ødelægger det hele’.

Er du blevet socialdemokrat?

- Jeg er socialdemokrat, plus minus 10 pct. Er vi ikke alle det, spørger Klaus Riskær Pedersen og griner højt.

Hvad han stemmer, får vi ikke at vide. Men neoliberalist er han, modsat hvad mange måske tror, i hvert fald ikke i 2014.

Forsiden af hans nye bog er prydet af unge mennesker fra Occupy Wall Street-bevægelsen, der opstod i kølvandet på finanskrisen som en protest mod finanssektoren og finanskrisen.

- I love it, indskyder Riskær, der siger, at han er ‘fulgt med tiden’:

- Jeg har været igennem et langt liv, fået en masse erfaringer – gode som dårlige. Det kan jo være, at det er et held, at jeg har fået så store øretæver, så jeg har fået større ydmyghed og kan se tingene fra forskellige sider. Hvis du bare kører videre i din egen selvfuldkommenhed, så risikerer du at blive selvfed og selvtilstrækkelig.

Et forpulet held

Gjorde du det?

- Den fejl begik jeg i 1980erne. Det fik jeg så også smæk for. Jeg har fået mange tæsk. Men jeg er kommet ud i en bedre version. Hvis ikke jeg havde haft modgangen, havde jeg været en integreret del af ‘the establishment’. Det er et forpulet held, at man har fået drillet mig så meget, at jeg ikke er blevet halvtreds kilo tungere og sidder nede i Danske Bank, siger Klaus Riskær Pedersen.

Den omdiskuterede serie-iværksætter er blevet 59 år. Han skifter mellem dansk og engelsk, når ordene konstant og i en lind strøm vælter ud af munden på ham. Han er svær at holde fast på ét emne, ét spørgsmål. Han rykker frem og tilbage i stolen, retter på slipset, tænder en smøg, puster ud, mens han taler.

Det er midt på formiddagen, og Riskær er i topform i hjemmet – luksuslejligheden på Gl. Strand i det indre København – fornemmer man. For han har noget på hjerte:

- Det kan jo ikke være rigtigt, at der sidder nogle få mennesker, der laver en masse lort, taber det hele på gulvet, ødelægger hele systemet, sender regningen videre til kollektivet, der er blevet taget som gidsel. Ville vi i dag opbygge et system, der tillader, at virksomheder kan sige: ‘Vi taber lige 100 mia. kr. på børsen. Hov, hvad gør vi så? Nå, kære skatteyder – kom lige med pengene.’ Det har da aldrig været meningen, at det skulle være sådan. Vi er nødt til at tage os sammen, siger Klaus Riskær Pedersen.

En del af tiden

Han ‘gider ikke gå nærmere ind på’ sine egne slagsmål i retssalene, ‘for det er der ingen grund til i dag’. Om sin egen fortid, der bl.a. byder på dramatiske konkurser i investeringsselskaberne Accumulator Invest og Krepco Holding i begyndelsen af 1990erne, siger han dog:

- Jeg var en del af tiden. Men i dag kan vi se, at den måde at arbejde på skaber nogle store problemer for samfundet, for kollektivet, fordi det koster befolkningen en masse penge, det koster på væksten, det koster arbejdspladser – og det er katastrofalt for rigtig mange mennesker. Bare se på Sydeuropa. Så mit bidrag er et bud på, hvordan vi kan justere vores samfund, så markedet og det sociale kommer i overensstemmelse.

Det handler om ’socialkapitalisme’. Det handler om, lader Riskær forstå, at den enkelte borger i fremtiden vil have den samme moral, uanset hvilken situation han står i. Det vil føre til et ’forandret og mere retfærdigt skattesystem’, en politisk scene, hvor vælgerne vil kræve en ’større gennemsigtighed og et tættere fællesskab’ med de folkevalgte, hvis ‘topstyrede’ partier vil nedsmelte indefra, samt et mere demokratisk og moralbåret erhvervsliv. Og fordi velstanden i Danmark, ifølge Riskær, er fordelt, vil borgeren lægge afgørende vægt på, at virksomhederne, han handler med, er aktionær i – enten direkte eller gennem sin pensionskasse – opfører sig ‘ordentligt’. Dermed bliver ‘værdiskabelse’ vigtigere end øget velstand for den enkelte, spår Klaus Riskær Pedersen.

Og bevægelsen er allerede i gang, godt skubbet på vej af den teknologiske udvikling, internettet, hvor mennesker finder sammen i værdifællesskaber, handler med hinanden uden om den etablerede markedsplads og skaber dagsorden via de sociale medier uden om de etablerede medier.

Vi handler vel med hinanden, fordi det er billigere?

- Også det, men der foregår et oprør, når folk f.eks. rejser penge til deres business uden om bankerne, der kræver gebyrer osv. Så siger befolkningen: ’Glem bankerne. Det klarer vi selv.’ Og vi vil se, at vi i stigende grad handler med folk, vi føler et fællesskab med, siger Klaus Riskær Pedersen.

Også det etablerede erhvervsliv må forberede sig på ændringer:

- Hvis du om 8-10 år står på en generalforsamling og siger, at ‘her i firmaet fokuserer vi på shareholder value’, så vil folk sige ‘get him out of here.’ Så har du slet ikke forstået, hvad der foregår. Selvfølgelig skal man have afkast, men der kommer nogle andre værdier, som er forankret dybt i os og vores kollektiv. Og det pres vil komme nedefra og op. Fra kollektivet.

Så magten skal tilbage til befolkningen?

- Præcis! Jeg vil gerne have, at den enkelte optræder ens som vælger, forbruger, lønmodtager og som opsparer. Og jeg er overbevist om, at en ‘empowered young generation’ – en ung styrket generation – er i stand til det. Og det vil skabe et bedre samfund, siger Klaus Riskær Pedersen.

Glem bundlinjen

Han giver et eksempel:

- De unge er i dag helt optagede af, at de kan forstå, styre og gøre. Og hvorfor skulle det ikke være naturligt for helt almindelige mennesker, der sidder en aften og griller, at sige, at det er da underligt, at sygdomsproblemet i et fattigt land ikke bare bliver fikset, når de nu igennem en pensionskasse er storaktionær i selskabet, der laver medicinen? Kunne man tænke sig, at de som aktionærer vil se på årsregnskabet og have det godt med, at de har været med til at levere værdi, tjene penge, og så oven i købet har været med til at hjælpe nogle mennesker i nød?

Men hvis et helt land skal have gratis medicin, vil det ramme virksomhedens bundlinje, det vil give mindre afkast til aktionærerne, og der vil være færre penge til forskning?

- Det koster ikke noget særligt at give medicin på et marked, hvor du i forvejen ikke sælger noget. Det er kun distributionen. Og bundlinjen, glem den. Den er ikke i sig selv det, der er afgørende. Man vil se på det totale billede. Hvordan vi har det. Hvordan vores kollektiv fungerer. På sigt vil en virksomhed, som ikke opfører sig ordentligt, bryde sammen.

Der er tale om et kollektivt moralbegreb?

- Ja, vi skal optræde som moralske mennesker. Også i vores forretninger.

Har du selv levet op til det?

- Det synes jeg egentlig, at jeg har. Men jeg gider ikke tale om mine slagsmål med retssystemet.

De sidste sætninger i din bog lyder: ‘Vores samfund er blevet civiliseret gennem erkendelse af, at vores tilværelse ikke kun styres af egeninteresse. Kun ved at vi optræder samvittighedsfuldt, vil vores samfund forblive civiliseret’. Så præmissen for den enkelte, der vil skabe en formue, skal bygge på, at verden skal blive et bedre sted?

- Ja. For du kan ikke adskille det sociale og økonomien. Det er det sociale, det kollektive, der gjorde, at mennesket kunne overleve. Og det er en forudsætning for at tjene penge, at du er en del af et kollektiv. Du kan ikke gøre det alene. Og det er et ønske, et håb, at hver gang du laver noget, så gør du det hele lidt bedre for kollektivet, siger han.

Den klassiske markedsøkonomi bliver til en netværksøkonomi, ‘velstandsskabelse’ bliver erstattet af ‘værdiskabelse’, vores ‘topstyrede demokrati’ bliver til ‘netværksdemokrati’, som mest af alt fører tankerne hen på græsrodsbevægelser. Når man læser din bog, får man jo indtrykket af, at du sparker en revolution i gang?

- Det ærgrede mig, at Occupy Wall Street-bevægelsen ikke havde en diskurs (sammenhæng af udsagn, idéer, definitioner, red.). Derfor faldt den sammen. Men det, jeg peger på, er en retning. Kunne vi ikke gå den vej? Kan vi skabe sammenhæng mellem økonomi og det sociale? Under en revolution afsætter man magten. Jeg mener, at vi er i en evolution, fordi vi allerede ser, at nogle af de her ting sker, slår Riskær fast.

Vent du bare!

Vi taler lidt om finansjongløren Warren Buffet, hvis seneste udtalelser Riskær citerer ordret fra Financial Times. For mange prøver at være som ham. Det fører sjældent noget godt med sig, lyder analysen. Vi svinger over i drømmen om en bedre verden, hvor menneskeheden lever ‘in peace and love and harmony’. Det er jo dybest set det, vi alle ønsker, er vi enige om.

Men er den her socialkapitalisme ikke lidt naiv? Jeg mener, der er stadig børnearbejdere, selv om de fleste af os for længe siden blev enige om, at det ikke er i orden. Så hvorfor skulle vi nu begynde at opføre os ‘ordentligt’?

- Måske er det naivt, men vent du bare. Når jeg beskriver noget, slår det som regel hurtigere igennem, end man lige tror, siger Klaus Riskær Pedersen.

Med et stort smil.

Socialkapitalisme, forlaget Tiderne Skifter. Er udkommet.