INDBLIK - Kom tæt på bødlerne: Hvad får en til at begå koldblodigt mord?
Journalisten James Foleys bøddel er en i rækken af almindelige mennesker, som omstændighederne gør til mordere.
Journalisten James Foleys bøddel er en i rækken af almindelige mennesker, som omstændighederne gør til mordere.
Hvad får et tilsyneladende helt almindeligt menneske til at begå koldblodigt mord, til uden skyld at henrette et medmenneske?
Historien er fyldt med bødler, der som IS-krigeren dræber i 'den gode sags tjeneste'.
Opret abonnement på BT Plus og læs om verdens værste bødler. 1. MÅNEDS ABONNEMENT ER GRATIS
Det er billeder, der gør ondt helt ind i sjælen, snører alt sammen, stopper åndedrættet. Billeder af den kronragede mand i den orange fangedragt under en brændende sol. Knælende. Bag ham en sortklædt, maskeret mand. Udspyende sin vrede og foragt. Viftende med sin kniv.
Og så kommer det. Det grusomme syn. Kniven, der hastigt føres ned foran ofrets hals. Kniven, der med hurtige, savende bevægelser henretter ofret.
Historien og billederne af ofret og bødlen – journalisten James Foley og angiveligt IS-krigeren, den egyptisk-fødte Abdel-Majed Abdel Bary – har den sidste tid vakt afsky, væmmelse og fordømmelse i hele den vestlige verden. Hvad er det for et hjerteløst menneske, et udyr, der kan begå sådan en gerning, spørger vi.
Og svaret fra Claus Kold, seniorforsker ved Dignity Institute, med speciale i bl.a. bødler og gerningsmænd, er skræmmende.
- Det er sådan nogle som dig og mig. Mest mig, lyder den korte version af hans svar.
Bødler med blod på hænderne har været en del af historien i årtusinder. Anført af barbariske herskere som eksempelvis Djengis Khan, kejser Caligula og Ivan den Grusomme har de slagtet sig til en plads i historiebøgerne. Og dét, der binder den lange række af bødler sammen med ovennævnte Abdel-Majed Abdel Bary, er, at de ikke ser sig selv som bødler. Men som mennesker, der har viet deres liv til en sag.
- Nu som tidligere i historien er det mennesker – hovedsageligt mænd – som bliver rekrutteret til primært tre institutioner: Politi, sikkerhedsstyrker eller militær. Dér får de at vide, at de forsvarer en retfærdig, god og moralsk sag.
Tror de gør noget godt
- Mange af dem har en forestilling om, at det, de gør, er godt. Parret med, at det gode, de står for, skal de forsvare imod nogle, der er vældig vældig onde og afstumpede, nærmest af dyrisk, djævelsk oprindelse, siger Claus Kold.
Kigger man nærmere på nogle af de værste og mest grusomme bødler i nyere tid – som du kan læse om i denne Plus pakke – er der god grund til at fordømme deres handlinger. Men karakteristikken passer.
For japanske Hakudo Nagatomi var udyrene kineserne. For Joseph Kony de ukristelige. For Manuel Contreras kommunisterne. For Ratko Mladic kroater og bosniske muslimer. For Aribert Heim og John Demjanjuk jøderne. Og for Kang Kek Iew alle, der ikke var medlem af Khmer Rouge.
Alle har de været optændt af en slags hellig ild, der – i deres optik – har retfærdiggjort de grusomme handlinger.
Er ikke sindssyge
Og det modsætningsforhold er da også grunden til, at henrettelsen af James Foley blev mødt med jubel og sejrsråb i den muslimske verden.
- Jeg tror ikke en døjt på, at de, der er bødler, er sindssyge i hovedet. Det ser sindssygt ud fra vores perspektiv, fra den forestilling om, hvad der er godt og forkert, ærligt og usandt ifølge vores begrebssæt. Men ikke udfra deres. Ifølge det har de udført et godt stykke arbejde, siger Claus Kold.
Han tager skarpt afstand fra brutale bødler og deres gerninger, men mener samtidig, at vi i den vestlige verden ligeledes har et unuanceret syn på ondskab og på, hvem der er bødler.
- Når drabet er så face-to-face som i tilfældet James Foley, så bliver det meget blodigt, meget her og nu. Men den samme forargelse og afsky føler vi jo ikke over en dronepilot, der sidder i Florida og studerer sine ofre eller bombemål i ugevis, før han får grønt lys fra sin øverste ledelse. Forskellen på de to gerninger er hastighed og afstand. Begge slutter med død. Der er en bøddel i begge situationer, siger Claus Kold.