Grækenland har fået det endelige ja fra Den Internationale Valutafond, IMF, til en sum penge, der skal trække landet væk fra gældsafgrunden. Det skriver Reuters.

Torsdag valgte IMF at godkende et lån på 28 milliarder euro, godt 200 milliarder kroner, og advarede samtidig Grækenland om, at der ikke er plads til fejltrin, når det økonomiske program skal implementeres.

IMF vil øjeblikkeligt udbetale 1,65 milliarder euro, godt 12 milliarder kroner, til den græske regering, som er en del af den bredere 130 milliarder euro, omkring 1 billion kroner, internationale redningspakke, som skal holde grækerne kørende gennem 2014 og undgå en bundløs gæld.

Det anerkendende nik fra IMF betyder, at det nu er slut med måneders spekulation om finansiel usikkerhed for Grækenland. Landet sagde ja til den fælles EU-IMF-redningspakke på betingelse af en række smertefulde krav om økonomiske reformer og nedskæringer, der betyder, at den græske levestandard vil blive væsentligt forringet.

- Det nye fondsstøttede program vil gøre det muligt for Grækenland at behandle nogle af de udfordringer, mens de forbliver i Eurozonen, siger IMFs direktør Christine Lagarde ifølge Reuters.

- Risici ved programmet er fortsat exceptionelt høje, og der er ikke plads til at træde ved siden af.

Til april skal grækerne til stemmeurnerne, når der skal holdes parlamentsvalg, og de internationale långivere er bekymrede for, at det kan betyde, at fokus bevæger sig væk fra det økonomiske program.