IMF-direktør råder rige lande til at forbruge
Det er ikke alle finansministre, der skal sætte sig på pengekassen og smide nøglen væk, mener direktøren for Den Internationale Valutafond.
Det er ikke alle finansministre, der skal sætte sig på pengekassen og smide nøglen væk, mener direktøren for Den Internationale Valutafond.
Der er ingen grund til at sætte sig alt for tungt på pengekassen, selv om der hænger tunge økonomiske skyer over det meste af verden.
De rige lande kan godt lirke på låget og liste nogle milliarder ud for at smøre det økonomiske maskineri og kickstarte forbruget. Sådan lyder meldingen fra Christine Lagarde, der er direktør i Den Internationale Valutafond (IMF).
- Vi foreslår ikke, at der skal konsolideres økonomisk over hele linjen, sagde IMF-direktøren lørdag, da hun gik på talerstolen under Det Verdensøkonomiske Forum i den schweiziske by Davos.
- Nogle lande bliver nødt til at haste med finansiel konsolidering, men andre har plads og rum. De skal undersøge mulighederne for at kunne hjælpe sig selv, fortsatte hun.
Christine Lagarde bliver bakket op af USAs finansminister, Tim Geithner, der advarer om, at økonomisk tilbageholdenhed kan forstærke den negative tendens.
Argumentet lyder, at for meget spareiver i den offentlige sektor kan smitte af på den private sektor, hvor forventningerne om økonomisk nedgang kan blive selvopfyldende.
Christine Lagarde pointerede ifølge Reuters også vigtigheden af, at EU-landene opretter en såkaldt »finansiel brandmur«, så ingen lande kommer til at kollapse økonomisk. Murstenene i brandmuren skal bestå af finansielle garantier fra de enkelte EU-lande.