Den danske designer Ilse Jacobsen, der især er kendt for at designe gummistøvler og for sin dommerrolle i det populære DR-program 'Løvens Hule', har tjent markant færre penge sidste år, end hun plejer.
Således fremgår det af det senest offentliggjorte regnskab for Ilse Jacobsens selskab Ilja Holding ApS, at resultatet for 2017 blot lød på en million kroner mod hele 12 millioner kroner i 2016, skriver Finans.dk
I regnskabet kalder Ilse Jacobsen selv resultatet for 'mindre tilfredsstillende,' men understreger samtidig, at en helt ny strategi er begyndt at give positive resultater.
'Resultatet for 2017 anser ledelsen for mindre tilfredsstillende, men implementering af den nye strategi trækker i den rigtige retning, og vi begynder at se resultatet af tidligere investeringer,' skriver ledelsen i regnskabet.
Den nye strategi kaldes 'Into the core' og er implementeret i 2017.
'Det indebærer bl.a. yderligere fokus på vores kernemarkeder, hvor vi har startet forskellige tiltag, der skal styrke vores position og dermed bidrage til den vækst der ligger i strategien,' lyder det i regnskabet.
