34-årige Harun Fener er torsdag ved Retten i Glostrup blevet idømt 13 års fængsel for dødstrusler og drabet på sin ekskone sidste år i juli. Det oplyser anklagemyndigheden hos Københavns Vestegns Politi.
Sinem Fener mistede livet ved middagstid den 10. juli sidste år på åben gade ved Hvidovrevej. Der blev affyret mindst syv skud. Fire af dem ramte Sinem Fener i hjertet.
Torsdag afsagde Retten i Glostrup dom i sagen mod den 34-årige Harun Fener. Han havde på forhånd tilstået drabet på sin ekskone, men nægtede sig skyldig i anklagerne om at have truet hende på livet få dage før drabet. Men retten fandt ham altså skyldig i begge forhold og idømte ham 13 års fængsel.
Sinem Fener døde som 28-årig og efterlod sig en treårig søn, som hun havde sammen med sin drabsmand.
Efter ulykken kunne vidner på stedet fortælle, at Sinem Fener først blev ramt af skud, mens hun stod ude på gaden. Herefter forsøgte hun at flygte ind i sin bil, men blev igen skudt gentagende gange og faldt om. En mandlig ansat i Kvickly forsøgte at give kvinden førstehjælp, men der var ikke noget at gøre. Sinem Fener var død på stedet.
Kun fire dage før drabet truede den 34-årige mand sin ekskone på livet i en bil i Avedøre.
»Jeg er ked af, jeg skal dræbe dig,« sagde han til Sinem Fener, mens han viste hende en pistol og et magasin.
Men det var ikke her, hun skulle miste livet. Senere samme dag ringede han til hende og truede hende endnu en gang.
»Jeg er ikke bleg for at tage 16 år for drab,« sagde han i telefonen.
Ifølge anklageren var disse trusler starten på det, der få dage efter kulminerede med drabet på 28-årige Sinem Fener.
Harun og Sinem Fener har været kærester siden 1999, og de har været skilt to gange. Dog kun en gang på papir. Hun forlod ham fem måneder efter, deres søn blev født.
Harun Feners forsvarer Finn Walther Petersen ønsker ikke at udtale sig i sagen.