"Der var ingen tvivl - straffesparket var i orden. Jeg kunne godt se, hvad der var ved at ske, så jeg var forberedt på at blive fældet," lød det fra U-landsholds-angriberen, mens han kølede det venstre knæ ned med is.

I Johnny Hansens fravær blev ansvaret lagt på Søren Pallesens skuldre, og han scorede, men ikke sikkert.

"Jeg havde besluttet mig for at sparke hårdt midt i målet. Bolden ramte Lars Høghs albue og røg heldigvis ind i modsat side af målet. Jeg holdt dog lige vejret et øjeblik," siger Søren Pallesen om pokal-ottendelsfinalens eneste mål.

Dermed var en fortjent Esbjerg-sejr i hus. Vestjyderne spillede, fynboerne sparkede lige ind i hovedet på de to bomstærke midterforsvarere Lars Jakobsen og Henrik Ibsen, som totalt dominerede luftrummet foran mål.

"Efter en første halvleg præget af fight fik vi mere glid over spillet efter pausen. Iddi Alkhag og Jess Thorup arbejdede hårdt i front, så mange af OB'ernes afleveringer ofte blev for upræcise," mente Viggo Jensen.

Også Hans Henrik Andreasen var i anden halvleg god i det fremadrettede spil og havde selv en dejlig flugter, som var tæt på endnu et mål.

OB-træner Torben Storm kunne ikke være tilfreds.

"Vi har en chance i hver halvleg - ellers intet. Meningen var, at vi skulle køre over kanterne, men i stedet blev der for ofte sparket højt ind foran mål. Derefter fik vi ikke fulgt op på de bolde, der blev headet væk."

Storm lod Nicolai Wael vente med comeback til på søndag i Silkeborg og tog også Andrew Tembo ud i pausen for ikke at risikere noget, efter at zambianeren havde fået et spark på hælen.

Esbjerg forstærkes sandsynligvis også til kampen i Parken mod FCK, da både Simon Karkov og Johnny Hansen efter alt at dømme bliver spilleklar.