Selv om flere af de tidligere vindere, som Sarah, Linda Andrews og Basim i kølvandet på sejren har forsøgt sig med albumudgivelser, har danskerne ikke vist nogen interesse. Helt modsat ser man det i udlandet, hvor for eksempel flere af vinderne fra American Idols bliver kæmpestjerner og sælger styrtende med plader.
Det har dette års danske X Factor-dommer, Ida Corr en forklaring på. Nemlig den gode gamle jantelov.
- Amerikanerne er meget mere åbne og positive overfor hype. Herhjemme lider vi af en 'hitangst', det vil sige, at når noget bliver for populært og for 'mainstream' vil man ikke røre det, siger hun.
Vendt til noget negativt
Ikke at det forklarer hele døgnflue-tendensen, understreger hun.
- Det er naturligvis et samspil og en kombination af andre faktorer, som selve potentialet i vinderen, sangmaterialet, coaching og så videre. Men man kan ikke komme udenom, at danskernes syn på noget, der får så meget eksponering, som for eksempel de store tv-shows, ofte bliver vendt til noget negativt for vinderen bagefter, mener hun.
Vil bryde tendensen
Personligt håber Ida Corr, at den tendens kan få en stopper med dette års vinder af X Factor.
- Bare fordi noget er 'undergrund', betyder det ikke nødvendigvis, at det er godt, lige som det at være mainstream ikke automatisk er dårligt. Begge de holdninger er snæversynede, synes jeg, lyder det fra sangerinden, som naturligvis håber og tror, at en af hendes to tilbageværende deltagere vil løbe med sejren.