Hobro har været på alles læber i indeværende Superliga-sæson, og søndag hentede de deres tredje sejr ud af tre mulige mod Brøndby. Deltidsprofferne har nu kun ét point op til netop Brøndby, der i øjeblikket ligger til at snuppe bronzemedaljerne. Skulle Hobro skabe sensationen og sikre tredjepladsen, så bliver der fest i Hobros gader.

Og det det er ikke kun af sportslige årsager. Den danske tv-personlighed Ibi Makienok, der er gift med den tidligere Brøndby-spiller Simon Makienok, har nemlig proklameret, at hun vil løbe nøgen ned ad Hobros gågade, hvis sensationsholdet vinder medaljer.

For at slå fast, at tweetet ikke bare er tomme ord, så fulgte den 40-årige tv-vært op med at smide et billede på sin Instagram-profil, hvor hun dog stadig overlader lidt til fantasien.

Borgerne i Hobro skal dog ikke glæde sig for tidligt, for næste spillerunde skal deres lokale helte på en svær opgave, når mesterskabsaspirenterne fra FC Midtjylland kommer på besøg.

Der resterer otte kampe af sæsonen, så der er fortsat masser af point at spille om, før der kommer klarhed over hvem, der render med medaljerne.