Der er høj sol, men temperaturen har kun sneget sig op omkring de 18 grader. Det er varmt, når man stadig har den solide del af forårstøjet på, og det fornemmes endnu varmere, fordi man nærmest går i en klump af mennesker hele tiden i parken ved Clontarf.

De mange mennesker – op mod 25.000 skønnes det – er her for at fejre 1.000-året for vikingernes nederlag, slaget ved Clontarf i 1014, netop her.

Ser man sig omkring, ser det ikke umiddelbart ud til, at hadet til vikinger er særligt stort, så der er ingen grund til at skjule, hvor jeg kommer fra. Faktisk er der byfeststemning over det, og flere går rundt i vikingedragter. Sidstnævte er her, fordi slaget skal genopføres med vikingeentuiaster klædt i det rette, helt ned til mindste detalje – hvis der ikke er arkæologisk evidens for, at man har brugt en ting, så bruges den heller ikke her.

Det er nok derfor, man skal lede længe efter vikingehjelme med horn på.

Slaget i Clontarf er den eneste gang, det er lykkedes irerne at besejre en fremmed invationsstyrke. Og selv om man skal 1.000 år tilbage i tiden, er det tilsyneladende stadig værd at fejre i Irland. I modsætning til i Danmark, hvor nederlaget for længst er glemt.

Slaget bølger frem og tilbage, og vikingeentusiasterne går op i det med liv og sjæl i en grad, så man næsten føler, man er vidne til det originale slag. Helt ned i detaljen, som at der tilsyneladende er konsensus om, hvornår man er faldet.
Og naturligvis vinder irerne over vikingerne.

Vikingerne i Irland

Det var engang, hvor alle irere lærte i skolen, at vikinger var noget ondt og skidt og bare har myrdet, voldtaget og plyndret. Derfor er en af de store helte i irsk historie og selvforståelse kongen Brian Buro. Han bekæmpede vikingerne gennem mange år, og var manden bag det sidste store slag, der gjorde en ende på vikingernes magt i Irland.

Men efterhånden har flere og flere arkæologiske udgravninger dokumenteret, at der også findes en anden historie.

Nemlig den, at vikingerne ikke kun myrdede, plyndrede og voldtog, men på positivsiden spillede en afgørende rolle i Irlands udvikling. De fleste større byer i Irland, ikke mindst hovedstaden Dublin, er grundlagt af vikinger, og vikinger skabte med deres omfattende handel med fjerne destinationer velstand i landet.

Og da de fik deres banesår ved Clontarf, tog de ikke alle hjem, men assimilerede med befolkningen, så de er aldrig helt forsvundet, hverken fra den irske historie eller befolkningens genbank for den sags skyld.

Det er nogenlunde med den tilgang, man skal se irernes fejring af 1.000-året for slaget ved Clontarf. Kong Brian Buro var en ældre herre i halvfjerdserne og en krigens mand. Hans far havde måttet overgive sig til vikingerne, hvilket betød, at unge Brian Buro virkelig hadede nordboerne og deres plyndringstogter og ikke mindst deres evne til at dominere omgivelserne som fastboende.

Han brugte mange år af sit voksne liv på at bekæmpe vikingerne, og samtidig fik han efterhånden samlet det meste af Irland under en konge – ham selv. Det betød ikke, at der var fred og fordragelighed, for klanlederne lå ofte i krig med hinanden, og de var langt hen ad vejen kendte for at plyndre på lige fod med vikingerne.

Samtidig indgik vikinger i mange andre hære end lige netop vikingehære. Da det trak op til det, der skulle blive det endelig opgør, var der således vikinger på begge sider, for Brian Buro kunne heller ikke undvære dem i sin hær.

Slaget mellem de store hære blev en blodig affære. Omkring 13.000-14.000 deltog, og ifølge datidens historieskrivere varede slaget fra solopgang til solnedgang. Mange måtte lade livet på slagmarken ved Clontarf, flest på den tabende vikingeside og alt i alt op mod 10.000 dræbte.

Men det sejrende part fik heller ikke helt det ud af det, som Brian Buro havde håbet. For under slaget trak han sig tilbage til sit telt for at bede en bøn – måske en tak, fordi det gik så godt, men kongen af Isle of Man, Brodar, der var på vikingernes side, kom forbi og troede vel næppe sit held, da han så kongen ligge på knæ. Han slog den aldrende konge ihjel.

Senere blev Brodar selv fanget, og ifølge overleveringen blev han bundet til et træ i sine egne tarme, indtil han døde nogle timer senere.

Human har ingen af siderne sikkert været, og når Brian Buro kom til at stå som den gode sejrherre, skyldes det dels, at han brød vikingernes magt, dels at han var kristen, hvilket vikingerne blev beskyldt for ikke at være. Det var i hvert fald en del af dem muligvis, det vigtige ved den detalje er imidlertid, at det primært var munkene, der skrev historien om slaget ved Clontarf, og de har helt sikkert ikke haft ret meget til overs for vikingernes færden.

I dag er vikingerne en integreret del af Irlands historie, og som turist med interesse for den del af landets historie kan man i og nær Dublin kaste sig ud i flere vikingerelaterede aktiviteter. Her er tre af dem:

1. Kør som vikinger

I Dublin kan man komme på en såkaldt Viking Splash tur. Den foregår i landgangskøretøjer fra Anden Verdenskrig, og som et tilbud ligger der vikingehjelme af dårligste kinesiske kvalitet på sæderne, som gæsterne bliver bedt om at tage på.

De er naturligvis med horn, hvilket ser ud til at blive accepteret af de fleste uden hævede øjenbryn.

Turen rundt i byen minder meget om den slags turistbusser, hvor man kan hoppe på og af undervejs. Der er dog nogle væsentlige forskelle – blandt andet, at landgangsbroen bagtil ikke lige kan slås ned, og derfor er det ikke muligt at hoppe af, før man igen er tilbage ved udgangspunktet.

Landgangsfartøjet kan også noget, som busser ikke kan. Den kan sejle, og man får naturligvis en tur i baljen. En tredje ting, der adskiller turen fra andre, er, at man råber ad fodgængere langs vejen i kor, helst når de står med ryggen til, så de får sig en forskrækkelse.

Bortset fra dét har Viking Splash-turene såmænd ikke mere med vikinger at gøre end alle mulige andre busture, man kan komme på i Dublin.

Alligevel er turen anbefalelsesværdig – fordi man sidder udendørs, og fordi er sjovt at være i et orginalt landgangsfartøj. Med lidt god vilje tilsat uhyre mængder fantasi kunne det minde om vikingernes landgang.

Skal man ind på et mere ægte vikingspor, er det en god idé at besøge byens centrum, hvor der af flere omgange er udgravet en masse arkæologiske vidnesbyrd for vikingerne færden. Som sagt var det vikinger – oven i købet fra Danmark – der grundlagde byen, og der er fundet adskillige ting, som man kan se markeret på fortovsfliserne i det, man stadig kalder vikingekvarteret i Dublin.

Også på byens historiske museum kan man se alt fra kamme til sværd, og her i 1.000-året er der en særudstilling, der belyser den tid, og som er et besøg værd.

Der er gratis adgang, mens Viking Splash turen koster cirka 150 kr. for voksne og 100 kr. for børn.

2. På fredelig klostertur

Den kristne religion har været en dominerende faktor i Irland fra engang i 400-årene, da den nu så berømte Skt. Patrick gik i gang med at kristne befolkningen.

Engang var landet overstrøet med klostre, og eftersom disse klostre havde en vis rigdom, var de et naturligt mål for vikinger. Klostret Glendalough, der ligger omkring 60 kilometer syd for Dublin, har haft besøg af vikinger mindst 12 gange. I dag ligger området delvist i ruiner og ind i mellem bygningerne har området i en del år været brugt som lokal kirkegård.

Der hviler endda en fredelig stemning over området, og det er hyggeligt at gå en tur rundt her. På en sådan tur vil man især bemærke det 33 meter høje tårn. Det har været brugt som klokketårn til små klokker, men det har også fungeret som udkigstårn, hvorfra man kunne se, om fjender nærmede sig – som f.eks. vikinger. Gjorde der det, flygtede munkene ud i de omkringliggende skove og gemte sig sammen med det, de kunne nå at få med sig.

I dag er den øverste del af tårnet genskabt, resten har stået støt og godt i 1.000 år.

Glendalough ligger inde i landet i dalen Wicklow Mountains, der også byder på to søer og et kuperet irsk landskab i den grønne farve, som landet er kendt for. Glendalough har den specielle tvist for danskere, at det egetræ, som det berømte vikingskib, Skuldelev 2 (fundet i Roskilde Fjord), er bygget af, kommer her fra dalen. Det daterer sig tilbage til 1040’erne, en understregning af, at vikingerne på det tidspunkt stadig var aktive i Irland.

Entré til kloster står i cirka 25 kr.

3. Den første vikingeby

I den sydøstlige del af Irland, knapt to timers kørsel fra Dublin, ligger byen Waterford. Den regnes som Irlands ældste by, og selvfølgelig er den grundlagt af vikinger.

I år er det 1.100 år siden, Waterford blev grundlagt, men vikingerne var i området længe før det. Blandt andet fordi byen med sin beliggenhed ved floden River Suir – og dermed med god adgang til havet – var et stort handelscentrum, længe før Dublin kom til at spille en afgørende rolle.

I Waterford er der efterladt en masse vikingespor, og området, hvor den oprindelige by blev bygget, hedder stadig Viking Triangle. Byens vartegn er Reginald’s Tower, der regnes for den ældste bymæssige bygning i Irland. Reginald er naturligvis navngivet efter den viking, der grundlagde byen, og i dag er tårnet ganske passende museum. Fordi byen har været rig, er den også værd at besøge selv uden at have vikingebrillerne – her er flere flotte bygninger, især Bishop’s Palace, der er omdannet til museum, er anbefalelsesværdigt. Og på det lokalhistoriske museum kan man se de Waterford Crystal, byen er også kendt for efter sin produktion af disse gennem mange hundrede år.

læs mere på waterfordtourism.com