Berlingske kan tirsdag fremlægge flere detaljer fra det brev, som en anonym person har sendt til skattesags- kommissionen.

Kommissionen undersøger blandt andet, om der var en politisk indblanding i afgørelsen af Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnocks skattesag. Og hvem der senere lækkede afgørelsen til BT.

Politiet har opgivet af finde afsenderen, og hvis vedkommende ikke har meldt sig selv som vidne hos skattesagskommissionen, vil indholdet af brevet ikke få nogen betydning for sagens videre forløb. Her er, hvad Berlingske skriver tirsdag:

19. september i år modtog Skattesagskommissionen et anonymt brev på to sider og nogle få linjer. Ifølge Berlingske er kuverten stemplet i Østjyllands Postcenter.

Berlingske har læst brevet, og ifølge avisen skriver den anonyme afsender, at vedkommende er advokatsekretær i ’et stort advokatkontor i provinsen’.

Brevskriveren oplyser, at vedkommende har delt kontor med en kvindelig sekretær, som under skattesagen fik en ’noget mærkelig opgave’. Kollegaen fik udleveret en særlig bærbar pc og blev også bedt om at oprette en ny e-mail til projektet. Den særlige opgave skulle bruges ’til valgkamp’.

Det hele blev underligt

På et tidspunkt blev det hele dog så underligt, at brevskriveren tog en kopi af alle mail fra kollegaens pc og gemte indholdet på et usb-stick. Det er derfor, at brevskriveren mener at have dokumentation for sine påstande. Her er de væsentligste, ifølge Berlingske:

1) Det notat, som BT anfører at være et substansnotat udarbejdet af Simon Andersen, er i flere versioner udarbejdet af en af indehaverne i det firma, hvor brevskriveren arbejder. Simon Andersen er redaktionschef på BT.

2) Notatet er udarbejdet efter anmodning fra et ledende Venstre-medlem.

3) Der er tilgået advokatkontoret en lang række mail med bilag til brug for udarbejdelse af notatet. Disse e-mail er tilgået kontoret fra Venstres sekretariat og fra Venstres pressetjeneste.

4) De e-mail, kontoret har modtaget, har været vedlagt en lang række filer/bilag. Af påtegninger på disse bilag fremgår, at en lang række af dem har været omkring Skatteministeriet/departementet.

5) Nogle presseklip med udtalelser af Helle Thorning-Schmidt har advokatkontoret fået fra Skatteministeriet, men man kan se, at presseklippene er samlet af BT.

Læs også: Lotte Hansen: Skattesag kan ende på Tamilsags-niveau

Berlingske skriver, at hvis sandheden ikke kommer frem, truer brevskriveren med ’på anden måde at træde frem og sørge for, at de pågældende ’bliver stegt i deres eget fedt’.’

Brevskriveren oplyser, ifølge avisen, at vedkommende også har kontaktet en jurist i brevskriverens faglige organisation.

Om sin egen vurdering af brevet siger kommissionsformand Lars E. Andersen til Berlingske:

- Om det er ægte eller ej, det er svært at vide. Det er muligt, at den anonyme person ikke eksisterer. Vi dommere er ret kyniske, vi vil se beviser. Fornemmelser kan vi ikke rigtig bruge til noget.

Han understreger, at hvis kommissionen ikke hører fra brevskriveren, så ’kan vi ikke bruge brevet til noget’.

Ikke noget mystisk

I en skriftlig kommentar til Berlingske afviser BTs chefredaktør Olav Skaaning Andersen brevskriverens version:

- Jeg kan bare gentage, hvad jeg har sagt mange gange før. Det såkaldte BT-notat er ikke udfærdiget på et advokatkontor. Der er ikke noget mystisk i det. Det er et researchnotat, der er udarbejdet på BT.