Endelig så de pæne ud. Endelig var de blevet tynde.
Mens Emilie Dahl lå i den hvide seng med en monitor sat til at overvåge hendes hjerterytme, tænkte hun ikke nærmere over lægens ord om, at hun var ved at dø.
I stedet tænkte hun på sine ben. Benene, der altid havde været så stort et problem for hende. Den nat gav hendes hjerte op. I seks sekunder var hun død. Først derefter fik hun den nødvendige hjælp til at bryde fri af anoreksiens greb. Nu arbejder hun for at hjælpe andre.
Emilie Dahl husker ikke sommeren 2007 i dage. Hun husker den i kilo.
Da den dengang femtenårige pige trådte sine 1.82 centimeter op på vægten, før hun skulle på Roskilde Festival, viste den 43 kilo. Da hun senere på sommeren skulle af sted på ferie til Grækenland med sin familie stod den på 40. Da hun kom hjem, sagde den 39.
Da hun begyndte i gymnasiet vejede hun 37 kilo.
Men dagene mellem tallene husker hun ikke.
Døde i seks sekunder
Emilie nåede at gå på Virum Gymnasium i tre dage, før hun under den traditionelle tur til Dyrehaven nord for København begyndte at kaste blod op. På hospitalet fik hun konstateret et blødende mavesår. Hendes hørelse var halvvejs forsvundet. Og hendes ene hjerteklap virkede ikke. Uiltet blod kunne blive blandet med iltet og tage livet af hende.
Men som hun lå i hospitalssengen, tænkte hun mere på sine ben. At de endelig så pæne ud. Endelig var tynde.
En overlæge fortalte hende, at det var sandsynligt, hun ikke ville overleve. At hun skulle sige farvel til sin mor, far og storesøster. De græd. Alle sammen.
»Men på en eller anden måde var det nok hårdere for dem, fordi jeg på det tidspunkt ikke helt troede, det var rigtigt, at jeg var ved at dø. 'Lige om lidt finder de nok ud af, at det hele er okay', tænkte jeg. Så jeg var mere optimistisk end dem. Min mor var sikker på, jeg ikke ville overleve. Så det gjorde nok mere ondt på dem at sige farvel, mens det gjorde ondt på mig at se dem så ødelagte,« husker den i dag 24-årige Emilie Dahl.
Den nat døde hun i seks sekunder. I seks sekunder gav hendes hjerte op. Stoppede med at banke.
»I dag kan jeg takke det mavesår for, at jeg er i live. Jeg var heldig på den måde. På grund af mavesåret fik jeg endelig noget behandling, fordi man på hjerteafdelingen sagde, man ikke ville slippe mig, før jeg fik en behandlingsplads. Så på den måde kom jeg foran i køen. Men det er absurd, det skal være sådan. At jeg skulle dø i seks sekunder, før jeg blev hørt, før mine forældres råb om hjælp blev hørt,« fortæller Emilie Dahl til BT.
Blev tryllebundet af anoreksien
I 2007 lullede anoreksien hende ind i en livsfarlig fælde. Den bildte hende ind, at alt ville blive bedre, hvis hun tabte sig. Den ’tryllebandt’ hende, som hun selv kalder det.
Hun blev dermed en af de omkring 75.000 danskere, børn som voksne, der kæmper med en spiseforstyrrelse i Danmark. Af dem menes de 5.000 ifølge Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade at lide af anoreksi. Flere andre opfylder nogle, men ikke alle kriterierne for en spiseforstyrrelse.
For Emilie Dahl begyndte det i begyndelsen af år 2007. Midt i 9. klasse.
I hendes omgangskreds opstod der et stort fokus på vægt og på kroppen. Hun kan endnu huske, da hun det år skulle til tjek hos sundhedsplejersken. Tre piger skulle de gå ind ad gangen. De blev vejet sammen, fik målt fedtprocent sammen. Der gik en form for konkurrence i det. Hvem havde den laveste fedtprocent? Hvem vejede mest?
»Det var noget af det, der virkelig ramte mig. At jeg havde en højere fedtprocent end nogle af de andre piger i klassen havde,« husker Emilie, der dengang vejede 65 kilo.
Kørte yoghurt rundt i skålen
Hun besluttede sig for at tabe sig. Hurtigt.
Hvis hendes forældre var taget af sted før hende om morgenen fra hjemmet i Virum, hældte hun yoghurt op i en skål og kørte den rundt langs kanten med en ske. Skålen placerede hun et sted, hvor hendes mor eller far nemt kunne finde den og se, hun havde spist.
I smug trænede hun, gik ture, tog mavebøjninger og armbøjninger. Så tv-programmer om, at man bliver det, man spiser.
Én sagde i programmet, at man de første timer af dagen kun måtte spise frugt. Så det gjorde hun. Ét æble tillod hun sig. I små bidder blev det spist. Så små, at det kunne tage hende en time til halvanden at spise det, mens hver en bid blev nydt.
Når hun sad ved bordet og skulle spise aftensmad, spiste hun lidt og dækkede resten til under en serviet.
Hendes mor opdagede, at noget ikke var, som det burde være, da de sammen var ude for at prøve kjoler til moderens 50-års fødselsdag i slutningen af marts det år. Da moderen stak hovedet ind i prøverummet og så datteren bukke sig ned, kunne hun se hele hendes rygsøjle og tælle hendes ribben.
Følte sig forkert
Forældrene tog hende til lægen, som konstaterede, at Emilie med sine 1.82 centimeter var undervægtig og ’lå lige på grænsen’. Derfra kæmpede for de for at sikre datteren behandling. Give hende den hjælp, hun havde brug for.
Men der var ingen pladser til hende.
I slutningen af april fik hendes forældre gennemtrumfet, at de skulle have en haste-akut-tid på en spiseforstyrrelsesafdeling, men haste-akut-tiden var først fra september.
»Så i et halvt år handlede det for mine forældre om bare at få mig til at overleve. De forsøgte alt. De sagde ja til, at jeg kunne tage på Roskilde Festival, fordi de tænkte, jeg kunne drikke øl, have det sjovt og måske få det bedre på den måde, men jeg tabte mig bare. Hele tiden. Uanset hvor jeg var,« fortæller Emilie.
Samtidig følte hun ikke, der var nogen, der egentlig talte med hende om, hvad der var ved at ske med hende. Hvad der skete inde i hende.
»Jeg følte mig enormt forkert. Det var den følelse, der gav anoreksien lov til at tage over, fordi den fortalte mig, at hvis jeg tabte mig eller blev lidt tyndere, så kunne jeg ligne hende den seje fra klassen eller se ud, som de gør i bladene. ’Alt bliver lidt bedre, hvis du lige taber dig lidt og spiser lidt færre kalorier, end du gjorde i går’, sagde stemmen.«
De kiggede ved poolen
Når Emilie kiggede sig selv i spejlet, så hun ikke, hvor tynd hun var. Hun så i stedet alle fejlene. Alt det, der var galt.
»Mine kraveben stak lidt ud, som de gjorde i bladene. Men jeg syntes ikke, mine ben var fine. Jeg tænkte kun på det, jeg stadig syntes så forkert ud, så jeg så slet ikke det, alle andre så. I Grækenland lagde jeg mærke til, at folk kiggede meget på mig ved poolen, men jeg tænkte, det var fordi, jeg var så tynd, de troede, jeg var model. Min mor var sikker på, jeg ikke ville komme hjem fra Grækenland i live. Jeg lignende et skelet. Jeg besvimede hele tiden. Og min mor græd hver aften på toilettet. De kunne ikke længere trænge ind til mig, og der var ikke noget, de kunne gøre. Der var ikke nogen, der lyttede,« fortæller Emilie.
Selvom anoreksien flere gange fik hende til at besvime i Grækenland, tænkte hun ikke over, at det kunne skyldes sygdommen. I stedet tænkte hun, at det nok skyldtes varmen.
Først da hun kastede blod op i Dyrehaven i midten af august, begyndte det at gå op for hende, at noget var galt.
»Der var nok en del af mig, der godt var klar over, jeg havde en spiseforstyrrelse, men som på ingen måde ville erkende det. Jeg var samtidig så opslugt af anoreksien, at jeg ikke længere kunne adskille, hvad der var mig, og hvad der var spiseforstyrrelsen, som fortalte mig, hvordan jeg skulle leve mit liv,« forklarer hun.
Så en pige flygte
Hun har endnu svært ved at huske, hvor længe hun lå indlagt på hjerteafdelingen på Gentofte Hospital, før overlægen efter nogle ugers tid fortalte, hun nu havde fået en plads på anoreksiafdelingen på Bispebjerg Hospital.
Men der kunne hun ikke holde ud at være. Der var tremmer for vinduerne, og det første hun så, efter hun kom derhen, var en pige, der løb væk og to mænd i kitler, der løb efter hende.
Hun tryglede sine forældre, bad dem om at komme hjem, mens hun lovede, at hun så ville spise og gøre alt, hvad de sagde. Dagen efter kom hun i ambulant behandling.
Det betød, at hendes mor tog orlov et år og passede hende derhjemme. Så serier med hende, spillede spil for at distrahere hende fra tankerne. Men det var hårdt. For efterhånden som Emilie begyndte at tage på i løbet af de første måneder af den ambulante behandling, begyndte hendes hjerne at fungere igen. Og så begyndte tankerne med selvhad og selvkritik at dukke op.
»Det var nærmest en depression og en angst, der kom, efterhånden som kiloene kom på. For så begyndte anoreksien i min hjerne at fungere igen, og der opstod kamp i mit hoved.«
Måtte adskille Emilie fra anoreksien
For hende var det let at blive lokket ind i anoreksiens verden, men svært at komme ud.
»Man blev langsomt lullet ind af en eller anden stemme, der havde løsningen på ens problemer. Det føltes jo nemt. Men når man så skulle kæmpe mod den stemme, og der samtidig nærmest ikke var noget Emilie tilbage i mig, kun anoreksien, var det hårdt,« siger hun.
Under samtaler med psykologen på Bispebjerg Hospital lærte Emilie at adskille de to ting: Hende selv og anoreksien.
På den ene side var Emilie, som ikke havde tænkt sig at skubbe sin mor ind i et skab, når hun var frustreret, og på den anden var anoreksien, som ville gøre alt for, at hun skulle ende med at dø af sygdommen.
»Det ville blive for hårdt, hvis jeg ikke kunne adskille de to ting. For jeg fik jo dårlig samvittighed hver gang, jeg var ond over for min familie. Men jeg lærte, det var anoreksien. Ikke Emilie. Men der var bare enormt meget anoreksi og meget lidt Emilie i mit hoved på det tidspunkt,« siger hun.
'Ingen grund til, at det lige var mig, der overlevede'
Langsomt begyndte det dog at vende. Især fordi hendes mor var hjemme hos hende og lærte at sætte sig ind i, hvordan datteren havde det, hvordan anoreksien prøvede at snyde dem alle.
Hun blev ikke sur, hvis Emilie havde hældt vand i kakaomælken, fordi hun ikke kunne overskue flere kalorier den dag. Og hun forklarede andre, når de var ude, at Emilie ikke bare kunne få mere sovs på, fordi alt hendes mad skulle være opmålt og vejet, så hun kunne følge med i, hvad hun tog på. Ellers ville en stemme i hendes hoved straffe hende og sige, at hun blev tyk.
»Men det er jo ikke alle, der har den mulighed. Det er ikke alle, hvis mor kan gå hjemme et år. Og det er det, der også er så frygteligt. Jeg mødte flere piger under et gruppeforløb, som ikke overlevede, fordi de var på venteliste til at få en behandling eller en ambulant behandling. De kunne kun få tilbudt gruppeforløbet, og det er nogle gange bare ikke nok,« siger Emilie.
Af de omkring 5.000 mennesker i Danmark, som lider af anoreksi, blev 1.471 i 2014 behandlet for sygdommen. Der findes ikke et tal for, hvor mange der ikke klarer sig igennem og overlever. Ligesom flere fra Emilies gruppeforløb ikke gjorde.
Når hun tænker på, at hun selv var tæt på at være en af dem, der ikke overlevede, tænker hun på sine forældre. Og på, hvor heldig hun har været.
»Tanken om, at der ikke er nogen grund til, at det lige var mig, der overlevede, den er hård. Jeg overlevede, fordi jeg fik et mavesår, så jeg blev indlagt. Og jeg blev reddet, fordi min mor også kunne gå hjemme. Det er sindssygt hårdt at tænke på, at jeg kunne have efterladt en hel familie, som jeg elsker over alt på jorden, i sorg, og at der står så mange andre familier tilbage, som har mistet en datter eller en søn.«
Andre skal ikke ende i samme situation
Det er derfor, hun i dag arbejder som juniorkonsulent hos Det Sociale Netværk. Det blev i 2009 etableret af den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen for blandt andet at fjerne fordomme og tabuer i forhold til psykisk sårbare og give dem hjælp, mens de finder vej gennem systemet.
I sidste uge var hun som en del af rådgivningstilbuddet ’headspace’ under Det Sociale Netværk med til at overrække 15.000 underskrifter til social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i Folketinget for bevarelse af tilbuddet, der guider og forsøger at forebygge at andre ender derude, hvor Emilie gjorde.
»Dengang manglede jeg, at folk talte til mig, ikke om mig. Jeg havde brug for, at der var nogen, der kunne forstå mig. Forstå mine følelser og sætte sig ind i mine tanker. Mine forældre prøvede, men det var ikke nemt. Nogle gange tænker jeg på, hvor meget det kunne have ændret, hvis der fandtes noget som ’headspace’ dengang. Hvor man taler om det, der ligger bag. Det var det, jeg manglede,« siger Emilie.
Hun hørte første gang om Det Sociale Netværk for tre år siden, og da de for to år siden slog en studenterstilling op, søgte hun med det samme.
Ved siden af læser hun statskundskab på universitetet.
»En af grundene til, at jeg arbejder derinde og læser statskundskab, er, at jeg mener, der må kunne gøres noget. Vi må kunne gøre det her lidt bedre. Det er ikke fordi, jeg selv er sur på systemet,« siger hun og tøver lidt:
»Og så alligevel lidt. Der må kunne gøres noget andet. Det er det, Det Sociale Netværk kæmper for. Der er så mange, der lider af spiseforstyrrelser, sårbarhed, selvskade eller noget fjerde, men det skal ikke være et tabu.«
'Det er hjerteblod for mig'
Derfor arbejder hun også for, at man skal have nogen at tale med, før man bliver så syg, som hun selv gjorde.
Og det var af den grund, hun i sidste uge overrakte de 15.000 underskrifter til Karen Ellemann-Jensen og for første gang stillede sig op på talerstolen og fortalte sin fulde historie.
Flere i salen endte med at græde.
»Det er hjerteblod for mig, at andre ikke skal ende der, hvor jeg endte. Hvor man pludselig står og ikke har nogen at snakke med, hvor pårørende ikke har nogen at snakke med, men bare bliver efterladt i mareridtet. Det er også derfor, jeg føler, jeg kan gøre en forskel. Jeg ved, hvordan det er, for jeg har selv været der,« siger hun.
»Jeg var uheldig. Jeg blev tryllebundet af en syg tanke. Det har været et stort tabu. Jeg kæmpede lidt med både i gymnasiet og nu på universitetet at sige: ’Jeg har haft anoreksi, og det har været ved at tage livet af mig’. Bare det at sige det højt kan måske bryde nogle tabuer.«
'Det er virkelig rart'
Ofte undgik folk at spørge hende, hvordan det gik, efter hun kom i behandling. Måske fordi folk var berøringsangste. Ofte fordi de ikke vidste, hvordan de skulle spørge. Eller reagere.
Men netop det at have nogen at tale med var med til at redde Emilie helt. Da hun året efter indlæggelsen på hjerteafdelingen begyndte i gymnasiet var det stadig hårdt, men hun mødte de helt rigtige venner. En af dem hed Esben.
»Han vidste godt, jeg havde haft anoreksi, så han begyndte at komme med madpakker til mig. Nogle gange havde han en lille boks med et stykke lagkage i til mig. Det hjalp at få sådan nogle venner. Venner, der sagde, jeg stadig var smuk, selvom jeg tog ti kilo på. Netop det at tale om det gjorde, at jeg for alvor blev rask - mere rask end mange nok havde forestillet sig, fordi jeg var så langt nede,« siger Emilie.
Når hun i dag ser sig i spejlet, ser hun ikke længere de ting, der mangler. Eller de ting, hun er utilfreds med.
»Jeg har det godt med min krop nu. Det tog lang tid, før jeg vænnede mig til, at man fik former, at man fik bryster, at der var kalorier i øl. Men jeg har vænnet mig til det. Jeg tænker slet ikke i de baner længere,« siger hun og slutter:
»Og det er virkelig rart.«