Sandet i Sahara er ikke som det på en dansk strand. Eller en hvilken som helst anden strand for den sags skyld. Det er så fint, at det nærmest føles som flormelis mellem fingrene, og flere måneder efter man er kommet hjem fra Sahara, kan man stadig finde sand i fibrene på sin sweater eller i bunden af sin taske.

Netop størrelsen af kornene gør, at sandets overflade de fleste steder er så kompakt, at man kan gå på det uden at synke i. Det føles som at gå i sne, der har sat sig godt og længe, men kan ikke sammenlignes med nogen anden overflade, man har betrådt.

Vi er i Tunesien. Et land, som tilbyder meget andet end sand, hvis man opholder sig langs kysten eller i den nordlige del af landet. Men vælger man at besøge den sydlige del, der åbner sig som en port mod Sahara, er en overnatning i verden største sandørken en oplevelse, man ikke må snyde sig selv for.

Der er flere måder at begive sig ud i ørkenen på, vi på den version, der hedder overnatning i en såkaldt camp, en stationær teltlejr. Den er døbt Camp Mars og er en lejr, der med udgangspunkt i det naturlige økosystem og beduinernes måde at leve i den barske natur tilbyder simpel luksus for alle, der vil opleve ørkenlivet helt tæt på.

»Hold på hat og briller«

De fleste turister, der besøger Sahara, gør det med en guide, eller i det mindste en chauffør. Vores hedder Yassine og har været chauffør i 18 år. Han er 48 år, men man skulle tro, at han var mindst ti år ældre – vejr, vind og sol sætter sig som furer i ansigt og hænder på de folk, der lever her.

Yassine har fire børn, som er ét mere end det antal, regeringen opfordrer til, at man får. Han har tre brødre og fem søstre, og så har han aldrig været i hovedstaden Tunis. Alligevel er han glad for den aktuelle regering, der gør meget, synes han, for at sætte turismen på dagsordenen og Tunesien på verdenskortet.

Man kommer hinanden ved, når man sidder i en bil. Også selv om der i bogstaveligste forstand er bump på vejen. Selv om Yassine er en erfaren chauffør, sidder vores firehjulstrækker fast i sandet, når vi skal op over bakkerne. Jo mere, han træder på speederen, des mere får hjulet skudt sand bagud og gravet sin egen grav. Vi må ud og skubbe flere gange, og er glade for, at det ikke er en af os passagerer fra ørken-løse Skandinavien, der sidder bag rattet.

Der er ingen regler som sådan for, om man må færdes alene i ørkenen, men det er en god idé, at entrere med nogen, der kender vejen, når der nu ikke er sådan en, man helt konkret kan følge.

Fra oase-byen Douz, der med rette kaldes »The Gateway to The Sahara«, er der dog en grusvej sydpå, og det er ad den, man kører, når turen går til ørkenen.

Oasebyen slutter lige så brat, som den begyndte, og udenfor bilens vinduer skifter landskabet fra slettelignende vidder med småsten og tørre planter, der efterhånden bliver færre, til der kun er sand så langt øjet rækker.

Efter et par timers kørsel – man skal vælge forsædet, hvis man har hang til køresyge – når vi Camp Mars ved foden af Timbaine, »the mountain that can be seen from far away.«

{embedded type="node/linkbox" id="24006737"}

Lejr-stemning midt i ørkenen

Lejren, der består af 52 hvide telte, har alle de faciliteter, der skal til for at kunne tilbyde et behageligt Tusind og én Nats ørken-eventyr, men er en såkaldt »eco-friendly« lejr, der ikke lader gæsternes komfort komme før hensynet til naturen.

I praksis betyder det for eksempel, at toiletterne er fulde af savsmuld, der absorberer lugt og fugt. Papiret afleveres i en spand. Her er ingen elektrisk lys, men udelukkende stearinlys, lommelygter og skæret fra store bål, og fordi vand af gode grunde er en mangelvare i ørkenen (der falder sjældent mere end 100 mm regnvand om året her), er her intet rindende vand, men udelukkende økonomiserende beholdere.

I midten af teltformationen – de 52 telte er placeret i en hesteskoform – står en række vaskefade, det er her, man børster tænder og vasker hænder, mens fælles bad og toiletter er placeret i den eneste stationære bygning på området. Alle telte har dog eget toilet, der er adskilt fra resten af en tynd dug, men man skal kende sin rejsefælle godt for at gøre brug af det om natten.

Selve teltet er af tyk lærred, og kan lukkes med et slags forhæng af fed gummi, der snøres til for at holde vind og sand ude.

Teltet er indrettet med to senge med fælles natbord, og det er bemærkelsesværdigt, hvor hjemligt et telt kan blive, når man lægger smukke kelimtæpper på gulvet, farverige sengetæpper og byder velkommen med en lille stofpose på hver seng med vævede håndklæder med frynser, velduftende sæbe og et langt, smalt tørklæde af bomuld, man med stor fordel kan binde om håret eller vikle om halsen.

Det er nemlig ikke for modens skyld, tuneserne dækker det meste af kroppen til, det er for at forhindre solens bid og sand i at sætte sig i hår, ører, øjne og mund, når man færdes i ørkenen.

Da vi har fået installeret os i teltene, bestiger vi det bjerg af bølget sand, der ligger bag campen, og heroppefra ser vi solen farve sandet mørkerødt og de lange skygger lægge sig på den riflede overflade. Synet er både smukt og skræmmende, og giver en følelse af både stor frihed og kvælende klaustrofobi. Det er som et slags Hotel California: »You can check out anytime you like, but you can never leave«.

For hvor skal man gå hen, når alt, man kan se, er sand?

En rolig overnatning i Sahara

Fordi sandet holder på varmen om dagen og det modsatte om aftenen, falder temperaturen brat, da solen er gået ned. Fra eftermiddagens ca. 23 grader er her om aftenen og natten omkring de 10 grader, og de tykke kutter af filt, man kan købe på de fleste markeder i Sydtunesien, virker som et godt køb, når man opholder sig her.

Middagen serveres i det store, ovale beduinertelt, der holdes oppe af to tykke pæle og som er indrettet med borde, stole og masser af vævede tæpper og stof, der hænger som tunger fra loftet.

Menuen består en række traditionelle retter som couscous med lam, frisk salat med tomat og agurk og fladbrød med harissa, en krydret pasta, der serveres overalt i Tunesien. Efter middag trækker de fleste udenfor omkring det blussende bål, hvor friskbagt »hropsa«-brød bages i bålet. Brødet er lavet af en dej, der formes som en stor, rund pizza og lægges under gløderne i nogle minutter, hvorefter aske og sand børstes væk og brødet er klar til at spise.

Det smager vidunderligt.

Om morgenen ser alting anderledes ud. I det bløde morgenlys er sandet ikke rødt som aftenen før, men næsten hvidt.

Efter morgenmaden pakker vi sammen, og sætter kurs tilbage mod civilisationen. Man kunne måske godt have brugt et par dage mere i campen, enten på kamelridt, udflugter på hest, vandreture eller kørsel i beach-buggyer. Men blot en enkelt overnatning i ørkenen er som balsam for sjælen. Den ultimative ro har sat sig i hver en fiber af kroppen.

Ligesom sandet.

Rejseliv var inviteret af Tunesian National Tourist Office.

Rejseinfo

Sahara er verdens største ørken og dækker en tredjedel af det afrikanske kontinent.

Ørkenen strækker sig fra Afrikas vestkyst til Det Røde Hav i øst. Kun et lille hjørne af Sahara ligger i Tunesien, men det er til gengæld det mest fremkommelige og hermed også det mest filmede område af ørkenen.

Ørkenen rummer tre typer landskaber: Hammada, som er klippeørken, serir, som er grusørken, og erg, som er sandørken. Området, Camp Mars ligger i, kaldes Grand Erg Oriental.

Transport:

Bl.a. KLM og Air France flyver med en mellemlanding til Tunis til priser fra 2.500 kr. retur. Indenrigs fly mellem Tunis og enten Djerba eller Tozeur koster under 1.000 kr. retur. En taxa fra Tozeur til Douz (en tur på ca. 120 km) koster ca. 350 kr.

Ophold:

Der er stor forskel på standarden af de stationære camps i ørkenen. Nogle er luksuriøse med swimmingpools, eget bad og toilet, men de fleste består af en samling telte med en seng, et stearinlys og et stykke sæbe, man kan bruge ved de fælles vaskefade i midten. En overnatning på Camp Mars koster cirka 1.200 kr.

I Douz koster det ca. 700 kr. i døgnet at hyre en jeep med chauffør, der har erfaring med ørkenkørsel. Med en guide koster det ca. 850 kr. Man kan være op til fem personer i jeepen. Vil man overnatte i ørkenen, betaler man for guidens og chaufførens hotel og måltider, der dog typisk er langt billigere end det, man betaler for sig selv.

Bedste rejsetidspunkt:

Det kan blive op til 50 grader i Sahara om sommeren, så vinter- og særligt efterårs- og forårsmånederne er de mest optimale til en tur i ørkenen.

Info: