Allerede tidligt mandag morgen indfandt de første piger sig foran Forum i København. 21-årige Dzenana Bajramovic har ventet siden klokken 6.45 på sit idol, Beyoncé, og i aften kommer den til at stå på girl power.
Længe før verdensturnéen, der mandag aften fører hende til København, havde Beyoncé nemlig et krystalklart krav: Ingen drenge i bandet. Og det er den supersexede og mega-hurtige leadguitarist Bibi McGill, der styrer slagets gang på scenen i Forum.
I seks år har det ti-kvinde-store band The Sugar Mamas sørget for de super stramme toner og det forførende beat, der sparker Beyoncé-hit som ’Crazy in Love’ og ’Single Ladies’ ud over scenekanten.
Og allerede da Beyoncé leverede sit suveræne sæt til årets Super Bowl-show i februar, var der mange iblandt det 100 millioner store tv-publikum, der spurgte sig selv: ’Hvem er den guitarist, der lyder som Eddie Van Halen og ligner en sexet disko-dronning?’
Og svaret er: Bibi McGill. Den konservatorie-uddannede leadguitarist har studeret sit instrument, siden hun var 12 år gammel.
TV: Se Bibi McGill fyre den af i en vild guitarsolo
Bibi har også hjulpet Pink og Paulina Rubio på vej. Hun er vild med Deep Purple og Ozzy Osbournes tunge rock. Men i de seneste seks år har hun arbejdet fast sammen med Beyoncé. Og selv imellem pladeoptagelser og koncertturnéer har Bibi travlt.
Hjemme, Portland, Oregon (staten nord for Californien) har Bibi nemlig sin egen yoga-skole, hvor hun også selv underviser. Og sideløbende med både yoga og musik har hun også succes med sine egne hjemmelavede organiske chips, der kan købes over hele den amerikanske vestkyst.
Blandt de øvrige Sugar Mama-medlemmer er den talentfulde saxofonist Kat Rodriguez og den japanske tangent-troldmand Rie Tsuji.
Og om sit 100 procent feministiske line-up siger Beyoncé selv:
- Det giver et helt specielt sammenhold og god dynamik. Og jeg kunne slet ikke forestille mig at optræde med andre end The Sugar Mamas.
Styrer selv showet
Og nu er ’pigebandet’ bestemt ikke et gimmick, som én eller anden smart (og mandlig) LA-promoter har udtænkt. Lige siden Beyoncé for nogle år siden fyrede sin egen far, Mathew Knowles, som sin manager, har hun nemlig selv siddet i førersædet. Og i dag styrer hun ifølge branchebladet Billboard sin egen karriere éthundrede procent.
- Kostumer og design i musikvideoer, scenedesign, hendes egne smykker til koncertturnéer og enhver detalje i promotionarbejdet skal godkendes af Beyoncé selv, siger Billboards Gregory Dellicarpini.
Følg Beyoncë-koncerten på bt.dk mandag aften.
