I dag starter fem års kulegravning af Irak-krigen
Næsten 10 år efter, at Danmark gik med i krigen i Irak, skal den danske krigsdeltagelse kulegraves af en kommission.
Næsten 10 år efter, at Danmark gik med i krigen i Irak, skal den danske krigsdeltagelse kulegraves af en kommission.
Hvorfor gik Danmark i krig med Irak? Og har de danske soldater udleveret krigsfanger til tortur?
Det er blot to af de spørgsmål, som den længe ventede Irak-kommission skal forsøge at svare på, når den bliver nedsat i eftermiddag. Enhedslisten bakker op om undersøgelsen, der er en del af regeringsgrundlaget.
- Beslutningen om at gå med i Irak-krigen er en af vigtigste begivenheder i danmarkshistorien. Og meget tyder på, at regeringen var klar over, at påstanden om masseødelæggelsesvåben ikke holdt, siger partiets nuværende finansordfører og tidligere udenrigs- og forsvarsordfører, Frank Aaen, til Berlingske Nyhedsbureau.
Påstanden om masseødelæggelsesvåben var USAs og dermed også Danmarks begrundelse for at invadere Irak. Og der er også behov for at få kulegravet Danmarks ageren under krigen.
- Det er vigtigt at få undersøgt, hvordan Danmark i krig behandler de krigsfanger, som vi har været med til at tage. Der har jo været en lang række eksempler på, at man har udleveret folk, der risikerede tortur eller dødsstraf, siger Frank Aaen.
Dele af oppositionen er ikke nær så begejstret for undersøgelsen, som Enhedslisten er.
De Konservatives udenrigsordfører, Per Stig Møller, undrer sig især over, at der er sat fem år af til undersøgelsen.
- Det er en mærkelig demokratisk facon, ja, en ukrainsk facon. Nu er vi så kommet til magten, og så prøver vi at hænge den tidligere regering op på noget i håb om, at den så ikke kan komme tilbage igen, siger han til Information.
Irak-kommissionen er en del af regeringsgrundlaget, og udkastet til undersøgelsen bliver præsenteret onsdag klokken 16.