I dag siger de tre små døtre farvel til Lisa Maria Skjærbæk, som brutalt blev myrdet på herberg i Nordsjælland

Når familien i dag siger endegyldigt farvel til den kun 35-årige Lisa Maria Skjærbæk i Islev Kirke, vil det være til tonerne af Celine Dions smukke ballade ’Because You Loved Me’.

- Det var en af vores sange. Lisa elskede det nummer og sang det tit for mig, siger Dan Dobkin Jensen, som stadig kæmper med sine dybe sorg over eks-konens tragiske, alt for tidlige og brutale død.

- Jeg elsker hende så meget og er pisse ked af det. Det brænder mig op, siger han stille.

Lisa var i behandling for sit alkoholmisbrug på Overførstergården i Gentofte, og parret var i kontakt flere gange dagligt. Men 2. september hørte han det sidste livstegn fra Lisa og måtte derefter kæmpe i dagevis for at få politiet til at indlede en eftersøgning. Først 13. september skete der noget. Lisa blev fundet myrdet i Overførstergårdens baghave.

To mænd - som begge boede på stedet - blev dagen efter anholdt og er foreløbig varetægtsfænglet i fire uger.

- Vi afventer stadig nogle retsmedicinske erklæringer, før vi med sikkerhed tør udtale os om dødsmåden og dødsårsagen. Men med de to fængslinger føler vi os overbeviste om, at vi efterforskningsmæssigt har rammet sagen ind. Intet tyder på, at vi skal ud at lede efter andre gerningsmænd, siger sagens efterforskningsleder - vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi i en status på efterforskningen.

Intet om motivet

De to drabssigtede mænd blev varetægtsfængslet i et grundlovsforhør for lukkede døre.

- Det er medvirkende til, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan sige noget om det sandsynlige motiv til drabet. Samtidig er der nogle omstændigheder i sagen, som politiet foreløbig ønsker at holde for sig selv i relation til de afhøringer, som skal foretages, tilføjer vicepolitiinspektøren.

Opholdet på Overførstergården skulle have været Lisa Maria Skjærbæks første store skridt på vej ud af alkoholen. Det skridt som med tiden skulle føre hende tilbage i armene på Dan og deres tre små døtre.

Nu sidder Dan Dobkin Jensen i stedet alene tilbage. Alene med sorgen og med kampen for at få deres tre tvangsfjernede døtre på 5, 3 og 2 tilbage.

Selv om pigerne er så små, har Dan Dobkin Jensen valgt, at de skal med til bisættelsen.

- Der er mange, der har frarådet det. Men jeg synes, at vores små piger skal have lov til at sige farvel og lægge en rose på kisten, siger Dan.