70-årige Poul Nyrup Rasmussen fejrer sin runde dag og har inviteret 250 af sine nærmeste venner.

Man kan ikke se det på Poul Nyrup Rasmussen. Men det er hele 12 år siden, han forlod statsministerposten.

I dag holder han fødselsdagsreception, selvom han egentlig fyldte 70 år i lørdags. Og der er lagt op til en stor fest. Over 250 politiker-kollegaer, kendte, erhvervsfolk og venner er indbudt til at lykønske den tidligere statsminister med den runde dag.    

Lufter sine meninger

Han ligner en yngre udgave af sig selv og taler veloplagt om alt lige fra følsomme unge til kapitalfonde og forskellen på regeringen dengang og nu.
 
 Faktisk mener han, at det er en dødssynd for en tidligere statsminister som ham at sidde og kloge sig om Thorning. Men han kan alligevel ikke dy sig for at komme med en opsang til sine egne.

Nyrup kan ikke modstå fristelsen til at lufte sine holdninger.

- Jeg ved det jo godt. Der er ikke noget værre, end når forhenværende skal komme med deres mening, siger Danmarks tidligere statsminister fra 1993 til 2001. Han oplevede forresten selv at blive taget i skole af sin forgænger, Anker Jørgensen.

- Hver gang Anker blandede sig, syntes jeg, det var meget irriterende, men sådan er spillet, siger Nyrup.

Herunder kan du se, hvordan Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon i en videohilsen laver sjov med Nyrups trang til at blande sig:

Noter på et stykke papir

BT har sat ham stævne for at tale om hans største øjeblikke i politik.

- Jeg har noteret lidt ned på et stykke papir om nogle højdepunkter: I 1993, den 25. januar, da projektet lykkedes, og jeg danner den første Nyrup-regering. Jeg havde to konkurrenter i horisonten: Uffe Ellemann og Henning Dyremose, og det kunne nemt være gået galt, fortæller Nyrup og springer hastigt videre til sit første møde med den nyvalgte amerikanske præsident Bill Clinton.

- At møde en mand, som blev valgt til sit job fem dage før mig: Præsident Bill Clinton i Washington, og da han var på besøg i København, var det også stort, siger han.

- Så er der året efter, i 1994, da vi knækker arbejdsløshedskurven i maj måned. Det var den største stund, min livstime.

I 1995 var der Det sociale topmøde i København. Både resultater og omdømme. Vi aftalte, at der ikke skulle være ventetider, når de udenlandske topfolk ankom. Og det løste vi ved, at de kørte i ring om Bella Center, indtil de kunne komme til. Ingen opdagede noget. Alle var glade.

I 1997 fik vi Amsterdam-traktaten, som var et stort gennembrud, fordi vi fik beskæftigelsen ind i et selvstændigt kapitel, og vi fik folk til at tro på Europa.

Og valget i 1998, 11. marts. Alle regnede med, at vi ville tabe. Ved midnat stod jeg og delte røde roser ud på Østerbro til folk, der kom ud fra en biograf. Og så så jeg, hvad filmen hed. Den hed ’Titanic’. Men det lykkedes jo lige, siger Nyrup og slår en høj latter op.

En fantastisk tid

Du havde også en god tid i Europaparlamentet, ikke?

- Jo, en fantastisk tid. Og så var der valget i 2004. Kan I huske tallet, spørger han drillende og giver selv svaret: 407.966 (personlige) stemmer.

- Det var ikke så ringe, siger han og springer hurtigt videre til historien om, hvordan han erobrede posten som formand for de europæiske socialdemokrater for næsen af den tidligere italienske favorit og premierminister Giuliano Amato.

- Kan i huske det? Giuliano Amato. Forsamlingen er delt. Vi har en fortaler hver, og vi har 20 minutter hver. Tyskerne var udslaggivende og havde egentlig besluttet at støtte Amato. Men så opstod der en diskussion blandt dem, medlemmerne blev stillet frit, og så var den hjemme, siger Nyrup.

Siden han forlod Europa-parlamentet i 2009, har han droslet lidt ned. Men ikke meget.

- Jeg er ikke gået på pension, siger han og nævner sit arbejdet for Det Sociale Netværk og den ny forening Headspace, som han leder. Plus et par job i Bruxelles vedrørende finansmarkedet.

- Min pointe er, at jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg mener faktisk, at hvis du har fået chancen i dit liv imod mange odds for at få indflydelse i samfundet, og folk gider høre på dig, så har du også pligt til at bruge den og fortsætte med det. Det er dét, der driver mig. Jeg tænker ikke på mit eftermæle. Det har jeg ingen ide om. Men jeg ved to ting: Jeg gjorde mig umage, og jeg arbejdede hårdt, siger han.