’Kys til Bjarne, kys til Danmark!’ Jørn Maders ord fra den afgørende etape til Hautacam lyder stadig tydeligt for alle, der i 1996 så Bjarne Riis vinde Tour de France. Og sikkert også hos dem, der har fået et af de største danske idræts-øjeblikke nogensinde genfortalt.
I dag er det 20 år siden, at Bjarne Riis kørte sig i gult og beholdt trøjen på, indtil han på Champs-Elysées kunne lade sig kåre som vinder af Tour de France ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs om dengang 'Ørnen fra Herning' skrev dansk sportshistorie, om den interne tvivl på Telekom-holdet og om sejrens validitet, der fulgte efter Riis’ doping-indrømmelse i 2007 ...
Fredag er det nøjagtigt 20 år siden, at Bjarne Riis kørte sig i gult og beholdt trøjen på, indtil han på Champs-Elysées kunne lade sig kåre som vinder af Tour de France. BT ser tilbage på den interne tvivl på Telekom, et stykke dansk sportshistorie og diskussionen om sejrens validitet, der fulgte efter Riis’ doping-indrømmelse i 2007.
’Kys til Bjarne, kys til Danmark!’ Jørn Maders ord fra den afgørende etape til Hautacam lyder stadig tydeligt for alle, der i 1996 så Bjarne Riis vinde Tour de France. Og sikkert også hos dem, der har fået et af de største danske idræts-øjeblikke nogensinde genfortalt.
I sportens verden er det normalt sådan, at historien er afsluttet efter en kamp, et mesterskab eller et cykelløb. Sådan er det også isoleret set med Bjarne Riis’ triumf i 1996, for der står stadig tilbage, at danskeren var den hurtigste mand over de 21 etaper.
I 2007 indrømmede Riis dog, at han havde kørt på ulovligt brændstof i form af dopingpræparatet epo. Dermed blev der tilføjet et ekstraordinært kapitel til sejren, som havde et noget mere negativt skær end konfettiregnen på Avenue des Champs-Élysées 11 år tidligere. Der var delte meninger og diskussion om sejrens validitet og endda forsøg på at omskrive historiens gang efter Riis’ bekendelser. Det vender vi tilbage til.
I 2016, helt præcist 21. juli, er det 20 år siden, at Bjarne Riis lod sig hylde som vinder af verdens største cykelløb. I den anledning folder BT en fortælling ud om sejren i 1996 i denne artikel - med Bjarne Riis som medvirkende.
Fortællingen begynder for alvor året før Jørn Maders legendariske ord fra kommentatorboksen. Faktisk blev Bjarne Riis allerede i 1993 nummer fem i Touren, men da han i 1995 kørte en tredjeplads hjem, fik Tour-tilskuerne - og konkurrenterne - for alvor øje på ‘Ørnen fra Herning’.
Det var dengang, at Miguel Indurain fra Banesto-holdet dominerede. Han vandt Tour de France fem år i træk fra 1991-1995. Det siger en smule om, hvad Riis umiddelbart var oppe imod. Det var op ad bakke. Mange regnede Indurain for det eneste seriøse vinderbud, og derfor kom sejren også som en stor overraskelse, fortæller The Guardian-journalisten William Fotheringham, der dækkede løbet i 1996.
»Forventningerne til Riis var ikke høje. Han havde godt nok forbedret sig år efter år, men ikke til det stadie, hvor han kunne forventes at udfordre Indurain,« siger William Fotheringham.
Selv på Riis’ Telekom-hold var der ryttere, heriblandt vinderen af den grønne pointtrøje, Erik Zabel, som tvivlede på Riis, da danskeren på et holdmøde proklamerede, at han kunne vinde Tour de France. Det tog hovedpersonen nu ikke så tungt.
»Jeg troede på mig selv. Så jeg måtte overbevise dem om, at jeg mente det, og at jeg kunne gøre det. Da jeg kørte mig i den gule førertrøje, var der ikke så meget at snakke om længere. Det var kun lige i begyndelsen af løbet, at der måske var lidt diskussioner i krogene,« siger Bjarne Riis og fortsætter:
»Jeg havde store forventninger og måske endnu højere forventninger, end andre havde til mig, og jeg truede Indurain allerede året forinden, da jeg blev nummer tre. Selvfølgelig kom jeg lidt bagfra, men så langt bagfra var det heller ikke.«
Telekom-rytterne havde en stor respekt for hinanden, og der var et godt sammenhold, fortæller Bjarne Riis, der også kunne se sine holdkammerater Jan Ullrich og Erik Zabel have masser af succes i Touren.
På enkeltstarten til Val d’Isère på 8. etape viste Bjarne Riis for første gang, at han skulle tages seriøst. Riis snuppede 26 sekunder over 30,5 kilometer på Miguel Indurain og endte som nummer to efter den stærke russer, Yewgeni Berzin fra Gewiss Playbus.
Dagen efter ødelagde Riis nærmest sine konkurrenter ved at køre aggressivt på en bjergetape, der blev forkortet til 46 kilometer på grund af vejrproblemer. Riis indledte et voldsomt angreb nærmest over hele etapen, og så kunne enhver diskussion forstumme på Telekom. Tyskerklanen med Zabel, Udo Bölts og Rolf Aldag huskede formentlig tilbage på Riis’ ord før Tour-starten med en helt anden tro, da Bjarne Riis fik overrakt den gule førertrøje efter etapen.
På 16. etape til bjerget Hautacam cementerede Bjarne Riis den egentlige sejr. På forhånd vidste han godt, at etapen havde stor betydning, for det var den sidste med mål opad. Etapen dagen efter var stadig sindssygt hård, men der var alligevel 100 kilometer efter sidste bjerg og til Pamplona, så en samlet favoritgruppe til mål syntes langt fra usandsynlig.
Det var på Hautacam, at det gjaldt.
»Jeg havde set frem til og forberedt mig meget på den etape. Hautacam er et hårdt bjerg, og jeg troede, det kunne være en stigning, hvor jeg virkelig kunne lægge pres på. Jeg havde forberedt mig med en speciel cykel, som jeg skulle skifte til inden bjerget. På den cykel havde jeg en speciel gearing, fordi jeg ville psyke de andre og køre på den store klinge på udvalgte tidspunkter,« siger Bjarne Riis.
Selv om Riis siger, at et Tour de France skal vindes over tre uger, ændrer det ikke ved, at hans taktik virkede på Hautacam. Riis drønede fra konkurrenterne, og det er også det øjeblik, som står klarest i erindringen hos William Fotheringham.
»Han virkede unaturligt god på Hautacam,« siger den britiske journalist.
Riis kørte først og alene i mål og hævede majestætisk sine arme over hovedet i jubel og lettelse. Det var i dét øjeblik, at Jørn Mader synkront skreg ‘Kys til Bjarne - kys til Danmark’ ud gennem sin mikrofon og direkte hjem i de danske stuer. For mange står Hautacam-etapen som symbolet på Riis’ sejr, og både han og Jørn Mader vidste godt, at det kun var uheld, der kunne forhindre en dansk Tour de France-sejr.
Heldigvis udeblev styrtene og punkteringerne, og Bjarne Riis kunne kalde sig den første og hidtil eneste danske vinder af det franske cykelløb, der denne sommer køres for 103. gang i historien.
»Det var en vild oplevelse. Det tror jeg, at alle kan forholde sig til. Det var meget specielt,« siger Bjarne Riis.
Også for Danmark som land rokkede sejren ved noget. Det mener Aage Hoffmann, idræts-historiker og forfatter til bogen ‘Cykelrytter mellem gud og djævel’ og flere klummer om sporten.
»Bjarne Riis’ Tour-sejr havde en stor betydning for danskerne. Vi er jo et lille land, som aldrig før havde haft en vinder af Touren, så vores selvforståelse blev større. Det er der ingen tvivl om,« siger Aage Hoffmann og fortsætter:
»Hvad angår Bjarne Riis som person, blev han placeret helt på toppen i danskernes bevidsthed, for det var jo en præstation, der var helt ud over det sædvanlige. Riis blev desuden skreget op til at være allemandseje og nok også en folkehelt.«
At vinde et Tour de France hører indiskutabelt til blandt de største bedrifter, en idrætsudøver kan opnå. Det var tydeligt at se på fremmødet i Tivoli i København, hvor Bjarne Riis blev fejret foran tusindvis af mennesker.
»Det var overvældende og bare fest. Det var fantastisk at blive fejret på den måde,« siger Bjarne Riis.
Jubelen ville ingen ende tage. Bjarne Riis havde præsteret noget af det største, som en dansk atlet nogensinde har gjort, og 20 år senere står resultatet stadig som en milepæl. Vandet foran den dengang nyudnævnte galionsfigur for dansk cykelsport ændrede sig dog snart fra stille hav til flodbølger lige i fjæset.
Navnet Willy Voet siger næppe ret mange noget ved første blik, men han spiller en rolle i den snak, der skulle vise sig at blive et stormvejr mod Bjarne Riis i løbet af de følgende år.
I forbindelse med Tour de France i 1998 passerede lægen for det franske hold Festina den belgisk/franske grænse med bilen fuld af dopingpræparater. De utallige pille- og reagensglas, der klirrede mod hinanden i bagagerummet og på bagsædet af bilen, gav en skinger og dys-ter lyd, som endte med at sprænge decibelskalaen i den internationale cykelverden.
Festina-skandalen rullede for fuld drøn, og holdet blev afsløret i systematisk doping. To af rytterne, Laurent Dufaux og Richard Virenque, blev henholdsvis nummer fire og tre i 1996-udgaven af Tour de France. Doping-sagerne piblede langsomt frem. Også Alex Zülle, der kørte flere etaper i den gule førertrøje i 1996, var involveret på ulovlig vis. Schweizeren havde skiftet ONCE ud med Festina før 1998-sæsonen.
Det var let at se på cykelsporten med stor skepsis. Og hvis et helt hold kunne være dopet systematisk, hvad så med de andre, spurgte man.
Som årene gik, væltede skeletterne fortsat ud af skabene. Ryttere blev testet positive. Andre indrømmede. Kritikerne mente, at der herskede en rådden kultur i cykelsporten.
Også Team Telekom kom i søgelyset, da den tyske avis Der Spiegel første gang berettede om ulovligheder på holdet i 1999. Artiklen blev kvalt af stjernen Jan Ullrich, der blev nummer to i Touren i 1996, og team-bossen Walter Godefroot, der ikke har ønsket at medvirke i denne artikel med sine erindringer fra Bjarne Riis’ sejr.
Endnu havde ingen af de blændende projektører for alvor rettet sig mod Bjarne Riis, men det ændrede sig i 2007.
Telekom-rytterne Bert Dietz og Christian Henn gik til doping-bekendelse, og siden fulgte folk som Erik Zabel, Udo Bölts og Brian Holm. Alle tidligere holdkammerater med Bjarne Riis.
22. maj 2007 erkendte Riis så, at også han havde dopet sig i sin karriere. Måske mest slående at han havde dopet sig, da han vandt Tour de France.
Riis' indrømmelse skabte vrede, blandt andet i Frankrig, hvor den daværende talsperson for Tour de France, Philippe Sudres, sagde følgende:
»Vi har fjernet ham (Riis, red.) fra listen (over vindere, red.) på grund af doping-indrømmelsen. Filosofisk mener vi ikke, at han længere kan hævde at have vundet.«
Kunne man ændre på historiens gang og lade som om, at noget aldrig var sket? Det forsøgte man i vredens moment, men et år senere blev Riis igen indskrevet som vinder af Touren.
Den Internationale Cykelunion (UCI) bad desuden Bjarne Riis om at levere sin gule trøje tilbage. Symbolet på hans sejr.
Bjarne Riis har den stadig. Den gule trøje. Han ser sig selv som Tour de France-vinder. Han gider ikke tage diskussionen om sejrens validitet igen og er for længst kommet videre i sit liv, siger han.
Han udtrykker dog en forståelse for, at andre har en mening, der måske ikke er den samme som hans.
»Folk er frie til at have en holdning til de ting, der er sket. Det respekterer jeg, og det har jeg ingen intention om at lave om på. De skal have lov til at have deres mening, lige så vel som jeg skal have lov til at have min,« siger Bjarne Riis.
Og meninger om Bjarne Riis’ Tour de France-sejr, findes derude.
Antoine Vayer har været en af de største Riis-kritikere i den internationale cykelverden. Han havde sin gang på det skandale-ramte Festina-hold, men forlod det og er siden blevet whistleblower.
Den franske provokatør, der indtil 1998 var en del af det skandaleramte Festina-hold, har råbt op om de kritisable forhold og har ved den lejlighed også været efter Bjarne Riis i nyere tid i forbindelse med den doping-efterforskning, som cykelsportens uafhængige reformkommission, CIRC, lavede for et par år siden.
Når det kommer til Riis’ Tour de France-sejr, møder Riis dog en form for opbakning fra franskmanden. Vayer mener ikke, at man kan eller skal slette Riis fra historiebogen, som man for eksempel har gjort det med Lance Armstrongs syv Tour de France-sejre. Der er dog et lille ‘men’.
»Det, som vi kan og bør gøre i stedet, er at skrive, at han havde dopet sig. At han snød,« siger Antoine Vayer.
Men det gjorde mange af de andre ryttere jo også, så var det ikke bare konkurrence på lige vilkår?
»Det kan sagtens være, at de 15-20 bedste efter Bjarne Riis også var dopet, så jo, det kan du godt sige. Men en rytters palmares (resultatliste, red.) giver ingen mening længere, hvis ikke vi tilføjer så mange detaljer som muligt om doping-kulturen dengang. Riis vandt Tour de France. Du kan ikke benægte historiens gang. Men vi kan tilføje detaljer som hæmatokritværdi (blodets evne til at transportere ilt - dopede ryttere har en højere hæmatokritværdi end rene, red.) og alt andet, der har relevans i den sammenhæng.«
Idræts-historikeren Aage Hoffmann er vant til at skue tilbage og reflektere over historiens gang. Han fortæller om en kultur og en kutyme med doping, som allerede eksisterede under de første udgaver af Tour de France i 1900-tallet.
»Cykelsporten var en lukket verden med egne regler. Man fandt det ikke forkert at dope sig. Jeg vil ikke kalde det for en religiøs sekt, men ud fra en religiøs betragtning kan jeg godt forstå dem, der siger, at rytterne ikke syndede.«
De fleste havde nok set Riis’ doping-indrømmelse komme før eller siden, som årene skred frem, mener Aage Hoffmann.
Ændrede det noget ved danskernes syn på Bjarne Riis og hans sejr, at han indrømmede at have dopet sig?
»Der var da nok nogen, som sagde: ’Ha’, hvad sagde jeg, og dér kan I bare se!’ Og der skal nok være nogen, som hoppede med på dén, da indrømmelsen kom. Nogle mennesker har brug for en synder. Jeg tror, at billedet igen har ændret sig til det mere positive hos de mennesker, der måske råbte højt efter indrømmelsen i 2007.«
»Vurderet ud fra de personer, som jeg snakker med, er interessen der i hvert fald stadig for Bjarne Riis, og jeg er sikker på, at rigtig mange håber, han vender tilbage med et cykelhold.«
Bjarne Riis har siden sit farvel til Tinkoff-Saxo sidste år været uden for cykelverdenen, men han arbejder hårdt på et comeback som holdejer.
Del: