Den kommende amerikanske præsident Donald Trump bliver officielt valgt til USAs øverste leder i dag 19. december.
Selv om amerikanerne afgav deres stemmer i starten af november, så er det først nu, at det såkaldte valgmandskollegie bestående af 538 valgmænd, der er valgt internt i de to partier, skal afgive deres stemmer. Valgmændene er dem, der skal stemme på vegne af borgerne i en given stat.
Og det er her, at Hillary Clintons mirakelredning og Donald Trumps værste mareridt kan udspille sig.
For der en lille chance eller risiko for (alt efter hvem man holder med), at nogle af valgmændene vælger at gå mod den præsidentkandidat, som de burde stemme på i deres delstat. Det kan de enten gøre ved at stemme på en helt anden kandidat - eksempelvis Hillary Clinton - eller de kan helt vælge at undlade at stemme.
Der står nemlig intet i den amerikanske forfatning om, at valgmændene skal stemme på den præsidentkandidat, der fik flest stemmer i deres hjemstat. Disse valgmænd, som beslutter at gå mod deres vælgere, kalder man for 'troløse valgmænd'. Det skriver CNN.
Hvis Hillary Clinton skal vinde præsidentvalget i allersidste minut, så skal hun på mirakuløs vis vende sine 232 valgmænd til 270 for at blive præsident. Det vil sige, at 38 valgmænd skal have bestemt sig for ikke at stemme på Trump.
Delstaterne kan dog vælge at straffe troløse valgmænd med bøder eller at fjerne dem fra deres post efterfølgende. Men hvis de har besluttet sig for at stemme på en anden kandidat, så kan delstaterne ret beset intet gøre for at forhindre dette.
Og der er mindst én valgmand, som ikke sætter sin stemme på Trump, selvom han ellers fik flertallet i staten.
Manden, der kan være starten på den 70 år gamle kommende præsidents værste mareridt, er paramedicineren Christopher Suprun fra delstaten Arizona.
Han var i starten af december ude at sige, at han nægtede at stemme på Donald Trump i New York Times.
»For femten år siden sværgede jeg at forsvare mit land og forfatningen mod alle fjender både udefra og indefra, og den 19. december vil jeg gøre det igen,« skriver han i håbet om, at valgmandskollegerne sætter deres stemme på republikaneren John Kasich.
Suprun mener ikke, at Donald Trump er værdig til at bestride posten som landets præsident. Han håber i stedet på, at valget skal afgøres i Repræsentanternes Hus, hvor republikanerne har flertallet. Her kan de så enten vælge Donald Trump eller en som John Kasich til at blive landets præsident. Det skriver Rolling Stone.
Det er nemlig et andet scenarie som CNN har valgt at se på.
Hvis der lige akkurat ikke er nok troløse valgmænd. Altså at det ender med at stå lige mellem Donald Trump og Hillary Clinton og ingen dermed får de 270 valgmændsstemmer, som det kræves for at blive præsident, så skal Repræsentanternes Hus bestemme, hvem der ender med at blive præsident.
Den kandidat, der her vinder 26 delstater, bliver den nye præsident. Hvis Repræsentanternes Hus ikke kan blive enige inden 20. januar, så bliver det den nye vicepræsident, som Senatet har valgt i mellemtiden, der bliver den fungerende præsident. Republikanerne har flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus, hvorfor man kun kan forestille sig, at det ville ende med en republikansk præsident, hvis det kom så langt. Men det er usandsynligt. For det er aldrig sket, at valgmændene har gjort dette, siden systemet trådte i kraft i 1787.
Men amerikanerne forsøger at lægge pres på valgmændene. Det kan den 72 årige valgmand Carole Joyce fra Phoenix i delstaten Arizona bekræfte:
»I gennemsnit får jeg alt mellem 1-3.000 e-mails om dagen. Og jeg får også 17-35 breve om dagen i min brevkasse fra Washington, Oregon og resten af landet... Alle beder mig om ikke at stemme på Donald Trump,« siger hun til nyhedsbureauet AP.
Den pensionerede sygeplejerske lader sig dog ikke overbevise af de mange henvendelser, og hun mener, at folk burde komme videre.
Valgmændenes stemmer bliver optalt 6. januar.