Der er lagt op til den mest omtalte retssag med en dansk sportsstjerne, siden Nicklas Bendtner blev dømt for spirituskørsel i 2013, når Københavns Byret klokken 9.30 åbner dørene for sagen, hvor Kevin Magnussen er stævnet af sin tidligere manager Dorte Riis Madsen.

Mens Kevin Magnussen ifølge BTs oplysninger ikke møder op, så ventes Dorte Riis Madsen at indtage retslokale 17 og fremlægge sine argumenter i sagen, hvor hun har stævnet Kevin Magnussen for et millionbeløb.

Som BT tidligere har skrevet, kræver Dorte Riis Madsen op imod 20 millioner kroner af Kevin Magnussen for misligholdelse af deres fælles manageraftale, som blev indgået i 2008 og først udløber i 2021.

I den kontrakt står der, at manageren har krav på 20 procent af alt, hvad Kevin Magnussen tjener.

Men den danske racerkører mener omvendt ikke, at manageren længere har krav på noget som helst og går efter frifindelse.

Selvom retssagen på forhånd ligner en ret teknisk og tør sag om klausuler og aftaler af juridisk karakter i kontraktform, så kan de forskellige vidneudsagn risikere at blive særdeles kulørte.

Fronterne er nemlig trukket hårdt op mellem Kevin Magnussen og Dorte Riis Madsen. De to er ikke længere på talefod og beskyldningerne flyver allerede mellem parterne i sagens indledende agter. Det fremgår blandt andet af en aktindsigt, som Jyllands-Posten har fået i sagen.

Her beskylder Kevin Magnussen sin tidligere manager for illoyal og skadelig adfærd i forbindelse med hans tid hos McLaren.

Her tog hun angiveligt kontakt til McLarens ledelse og kommunikationschefen Matt Bishop, fordi Kevin Magnussen valgte at få en stor tatovering på sin underarm.

»Det fremgår af de pågældende e-mails, at Dorte Riis Madsen, til trods for Matt Bishops forsikring om, at forholdet med Kevin Magnussens tatoveringer er okay set fra McLarens synspunkt, modarbejdede og udstillede Kevin Magnussen over for McLaren-teamet,« står der ifølge Jyllands-Posten i processkriftet.

BT har forsøgt at få en kommentar fra McLarens kommunikationschef. Men Matt Bishop ønsker ikke at udtale sig, mens sagen kører i byretten.

»Siden det nu er et retsligt anliggende, vil jeg foretrække ikke at tale med pressen, mens det foregår,« skriver han i en sms.

FØLG MED PÅ BT.DK TORSDAG, HVOR VI SELVFØLGELIG DÆKKER RETSSAGEN LIVE

Med Kevin Magnussen og hans advokat Claus Barrett Christiansens hårde og indledende angreb på Dorte Riis Madsen må det formodes, at den tidligere manager også har kørt det tunge skyts i stilling den modsatte vej.

Det kan i hvert fald ikke udelukkes, at der potentielt kommer hidtil ukendte oplysninger frem om Kevin Magnusssens løn, men også om episoder i kulissen undervejs i deres samarbejde, som reelt ophørte, da racerstjernen mundtligt fyrede sin manager i begyndelsen af 2015.

Sagen er berammet til at køre i dag og i morgen for åbne døre, hvor der også kan blive indkaldt vidner.

BT erfarer, at Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, og ejeren af Bestseller, Anders Holck Povlsen, kan blive en del af sagen, hvis dommeren Karen Duus Mathiesen beslutter det.

Det er endnu ikke lykkedes partnerne at indgå forlig i sagen.