Det er nærmest regnet ned med Champions League-titler over Cristiano Ronaldo og Real Madrid i de seneste sæsoner, hvor den spanske kongeklub har taget tre ud af fire europæiske mestertitler: I 2014, 2016 og 2017.

Den første af de tre CL-titler i nyere Real Madrid-historie blev hentet hjem af træner Carlo Ancelotti, som fra sidelinjen var vidne til en nærmest umenneskeligt storspillende Cristiano Ronaldo, som scorede det ene vigtige mål efter det andet turneringen igennem.

17 fuldtræffere i bare 11 kampe, hvilket stadig står som en næsten surrealistisk rekord, leverede den portugisiske superstjerne i 2014-udgaven af mesterligaen, herunder en i finalen mod Atlético Madrid.

En af hemmelighederne bag den store sæson med den berømte La Decima-triumf (Real Madrids 10. CL-titel) var, ifølge Ronaldo, at træner Ancelotti forstod at give stjernene i Real Madrid - ikke mindst Ronaldo selv - en masse frihed i et positivt konkurrencemiljø, hvor der også var plads til at lave sjov.

»Efter min mening er Carlo en af de bedste derude. Han har en sjette sans for, hvornår spillere er trætte eller mangler fokus, eller de vil arbejde mere eller mindre,« siger Cristiano Ronaldo i bogen 'Mit spil' af Carlo Ancelotti, som udkommer på dansk i morgen.

Her fortæller Ronaldo om sit gode forhold til Ancelotti, som stod i spidsen for den spanske kongeklub fra 2013 til 2015. Særligt husker han, hvordan Ancelotti gerne hygge-drillede den superseriøse superstjerne.

»Carlo lavede mange jokes. Nogle gange lod han, som om han var vred, andre gange forsøgte han at forskrække spillerne,« fortæller Ronaldo og nævner dengang, hvor Ancelotti dagen før en kamp sagde til ham, at han i morgen skulle hvile:

»Alle ved, at jeg vil spille hver eneste kamp, så jeg blev oprørt. 'Hvad snakker du om?' Han sagde, at jeg skulle hvile, og så diskuterede vi frem og tilbage. Til sidst sagde han: 'Du skal hvile klokken tre i morgen... men når kampen starter klokken fire, så skal du spille.' Og så grinede han.«

Ronaldo mener, at den historie er et billede på Ancelottis gode mandskabsbehandling, som er nødvendig i en stjernespækket trup som Real Madrids.

»Carlo ved, hvornår det er tid til sjov, og hvornår det er tid til alvor. Han finder altid den rigtige balance, fordi han er klog og erfaren.«

Til trods for det gode forhold til spillerne, så blev Carlo Ancelotti fyret i sommeren 2015. Ronaldo mener dog, at den levende italienske trænerlegendes ånd lever videre i Madrid under den nuværende Real-træner, Zinedine 'Zizou' Zidane, som var assistent under Ancelotti, og som spillede i Juventus under italieneren.

»Zizou er en klog mand, og han kom med mange af sine idéer fra sin tid med Carlo både som spiller og som hans assistent her i Madrid. Det vigtigste er, at Zizou har formået at bevare den samme stemning som Carlo,« lyder det i bogen fra Ronaldo om Zidane, som har ført Real Madrid til to de to seneste Champions League-titler.

Carlo Ancelottis 'Mit spil' udkommer i morgen på dansk på Forlaget Memoris.