To voldtægter, blufærdighedskrænkelser mod syv andre kvinder og gentagne tilfælde af groft misbrug af sin funktion som hypnositør mod en 16-årig patient.
Det er ifølge politiet de alvorlige forbrydelser, som en 43-årig hypnotisør i den nu lukkede klinik »Hypnotic« i Rødovre Centrum udsatte 10 kvindelige patienter for. Derfor er der nu blevet rejst tiltale mod hypnotisøren. Han nægter sig skyldig i alt.
De seksuelle overgreb fandt ifølge anklageskriftet, som BT har fået aktindsigt i, sted i perioden fra august 2010 til maj 2016. I så godt som alle tilfælde i selve den lille klinik i Rødovre Centrum, men en af voldtægterne fandt angiveligt sted på en privat adresse i Høje Taastrup under en hjemmebehandling hos en 17-årig pige.
Den omfattende sag tog for alvor fart, da BT i december sidste år omtalte, at hypnotisøren var anklaget for groft at have misbrugt en 16-årig piges 'behandlingsmæssige afhængighed' af ham til under hypnose at have forgrebet sig seksuelt på pigen i mindst otte tilfælde gennem et år. I seks tilfælde fik han udløsning i munden på den psykisk skrøbelige pige.
Efter omtalen af sagen med den 16-årige pige eksploderede sagen nærmest med henvendelser fra andre kvindelige klienter, der i de senere år også havde følt sig seksuelt krænket, når de tillidsfuldt havde lagt sig på briksen hos hypnotisøren, lukket øjnene og slappet fuldstændig af til hans rolige stemme.
Da seks kvindelige klienter efter tur var stået frem i BT og havde fortalt om hypnotisørens yderst alternative form for behandling, som de oven i købet måtte betale 1100 kr. for pr. seance, valgte Københavns Vestegns Politi i december sidste år at efterlyse kvinder, der følte sig udsat for overgreb fra hans side.
Det har nu udmøntet sig i et alvorligt anklageskrift med samlet 16 tiltalepunkter mod 10 kvinder, der på gerningstidspunkterne var i alderen 16-48 år. Når sagen til februar næste år kommer for Retten i Glostrup, bliver der tale om en domsmandssag med fem planlagte retsdage.
Anklager David Haahr fra Københavns Vestegns Politi ønsker på forhånd ikke at oplyse, hvad anklagemyndighedens strafpåstand vil være. Men da sagen ikke er rejst som en nævningesag, kan der maksimalt være tale om op til fire års ubetinget fængsel.
Ifølge hypnotisørens forsvarer nægter den 43-årige tiltalte sig skyldig i alle anklager:
»Han nægter sig skyldig i det hele, fordi han ikke har gjort det. Han afviser ikke, at de pågældende kvinder har været hans patienter, men der er ikke foregået det, som er anført i anklageskriftet. Der har ikke været tale om seksuelle berøringer eller kontakt,« siger Henrik Stagetorn.
Trods anklagerne om blandt andet to tilfælde af voldtægt, har politiet ikke ment, at der var grundlag for at forsøge at få den nu tiltalte hypnotisør varetægtsfængslet. Dels fordi forholdene ligger et stykke tilbage i tiden, og dels fordi at risikoen for nye sexovergreb blev skønnet begrænset, da hypnotisøren kort efter BTs omtale af sagen lukkede sin hypnotisør-klinik.
Jeg håber på hård straf
»Jeg håber virkelig, at hypnotisøren vil få den hårdeste straf, når sagen kommer for retten.«
Sådan siger 49-årige Helle (ikke kvindens rigtige navn, red.), som er en af de ni kvindelige patienter, som sexhypnotisøren fra Rødovre Centrum nu er tiltalt for at have sexmisbrugt. I Helles tilfælde ved at have voldtaget hende, da hun i februar 2014 havde søgt hjælp hos ham med alvorlige personlige problemer.
Ifølge anklageskriftet udnyttede han hendes hypnose-trance til at befale hende til at tage sine bukser og trusser af, lægge sig på knæ foran ham, hvorefter han gennemførte et kortvarigt samleje med hende, indtil han havde fået udløsning.
»Man skal jo netop kunne føle sig tryg som patient hos en hypnotisør, men han har virkelig, virkelig misbrugt tilliden hos både mig, de andre kvinder og de unge, skrøbelige piger, som har søgt hjælp hos ham. Man kommer jo på grund af alvorlige problemer - det drejer sig ikke bare om højdeskræk,« siger Helle.
»Jeg opfattede før det her hypnose som noget seriøst, men den tillid har han fuldstændig smadret, så jeg heller ikke har lyst til at opsøge andre hypnotisører eller andre alternative behandlere,« tilføjer hun.
For hendes vedkommende skete det seksuelle misbrug ved den anden behandling hos hypnotisøren.
»Han spurgte hele tiden, hvor min følelse sad. Imens kom hans hånd længere og længere ned ad min krop, indtil den pludselig var nede i skridtet på mig. Og til sidst skulle jeg tage bukserne af.«
