Hyldgaard banket på plads
På trods af en skade blev den unge dansker Morten Hyldgaard i går forfremmet til andenmålmand i Coventry og sad dermed for første gang på bænken i en Premier League-match.
På trods af en skade blev den unge dansker Morten Hyldgaard i går forfremmet til andenmålmand i Coventry og sad dermed for første gang på bænken i en Premier League-match.
Den tidligere Ikast-keeper blev sidste sommer købt til Coventry som en langtidsinvestering og er faktisk for tiden udlånt til Scunthorpe for at få kamptræning i en lavere division.
Men i sidste weekend måtte han sidde udenfor med en lyske-skade, og det lignede en længere pause.
I stedet blev han hentet hjem til Coventry, der pludselig kom i keeper-nød, og i går var han efter en indsprøjtning parat til at være reserve for svenske Magnus Hedman.
"Morten har fået en lyskeskade, og det betyder, at vi nu har tre skadede målmænd.
En af dem er nødt til at glemme sin skade og være reserve. Det bliver Morten, og hvis han så kommer i kamp, må han jo bare bide smerten i sid," lød det inden kampen lidt barskt fra Coventry-manager Gordon Strachan.
Morten Hyldgaard skal ifølge planen vende tibage til Scunthorpe, så snart skadessituationen i Coventry bliver bedre.
Coventry tabte 2-0 ude mod Middlesbrough, der ellers var uden sejr i de seneste seks kampe, hvor det kun var blevet til et enkelt point.