Satiremediet RokokoPosten havde skrevet en hyldest til den afdøde debattør Mads Holger, men nu har mediet valgt at trække artiklen tilbage.
»Desværre tænkte vi mere på at skrive i 'Mads Holgers ånd' end i 'de efterladtes ånd'. Vi erkender, at det var en forkert disposition og har derfor valgt at fjerne artiklen.«
Sådan skriver RokokoPosten i et Facebook-opslag søndag eftermiddag, da mediet forklarer, hvorfor man har valgt at trække en satirisk artikel om Mads Holger tilbage.
Artiklen blev udgivet søndag og bar titlen 'Mads Holger raser: For lidt Campari i efterlivet'. Den var skrevet som et interview lavet med Mads Holger efter hans død - og ankomst til efterlivet. Her fortæller han blandt andet om, hvordan folk ikke tror på, at Konservative er en døende patient, ligesom han kritiserer udvalget af spiritus.
Historien var, ifølge RokokoPosten, ment som en hyldest til levemanden Mads Holger, der selv var kendt og respekteret for sin skarpe og ofte meget satiriske pen.
Men siden har RokokoPosten, der har godt 92.000 følgere på Facebook, altså valgt at trække artiklen tilbage af respekt for de pårørende.
'Vi er kede af vores manglende omtanke for jer, der stod Mads Holger nær. Han er jeres, ikke offentlighedens,' skriver satiremediet yderligere på Facebook.
Artiklen fortsætter under opslaget.
I kommentarerne under RokokoPostens Facebook-opslag er meningerne om artiklen - og beslutningen om at trække den tilbage - mildest talt delte.
Martin Hinge er en af dem, der mener, det er en god beslutning, at RokokoPosten har valgt at fjerne artiklen.
»Jeg er ellers ikke den, der jagter politisk korrekthed i enhver sammenhæng, men jeg må indrømme, at jeg tænkte, at artiklen var ret "frisk", når man betænkte omstændighederne ved Mads Holgers død nemlig selvmord. Havde dødsfaldet derimod været annonceret i forvejen f.eks. i forbindelse med sygdom, kunne hyldestargumentet måske godt have holdt vand,« skriver han i kommentarfeltet.
Artiklen fortsætter under opslaget.
Flere brugere mener dog, at RokokoPostens artikel om Mads Holger var en fin hyldest, som ikke burde være fjernet.
»Det er beklageligt, at der er så øjeblikkelig afstrafning på sociale medier. Artiklen var jo ikke rettet imod andet end at give et tip på hatten til Mads. Han havde helt sikkert selv fundet den underholdende. Det er sørgeligt at se, at flere artikler omkring manden skal tages ned bare fordi folk skaber sig,« skriver Facebook-bruger Mikkel Winther blandt andet.
Artiklen fortsætter under opslaget.
Debattør, forfatter og tidligere folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Mads Holger, døde sidste uge 38 år gammel i sin families sommerhus på Sydfyn.
