Han kan stadig ikke forstå, at han ikke taler til en navngiven journalist eller en gruppe af journalister, han ikke personligt respekterer - men til alle danskere, der holder af landsholdet, og som også øver sig i at holde af Nicklas Bendtner. Det er ellers nemt at forklare.

Og så er der hykleriet: Nicklas Bendtner, du kan ikke bede om respekt fra alle andre det ene øjeblik, og du kan ikke bede om fansenes opbakning til din karriere det næste øjeblik - for så derefter på den mest respektløse facon at meddele, at du ikke gider tale til de samme fans.

Forestiller man sig nu, at der er voksne mennesker, som beder Bendtner sætte sig ned?  Voksne mennesker, som forklarer ham, hvorfor det er fuldstændig uholdbart at opføre sig som en 6. klasses elev, der er blevet bedt om at feje i aulaen?

Vil Morten Olsen bede ham tage sig sammen, fordi landsholdet sådan set ikke lige nu kan bære den opførsel? Vil hans far bede ham tage sig sammen, fordi han sådan set ikke gider se sin søn opføre sig som et barn?

Vil hans presserådgiver, Elisa Lykke, forklare ham, hvordan medierne - og i særdeleshed public service-stationen DR - ikke er en journalist, men en befolkning?

Vil DBUs kommunikationchef, Lars Berendt, forklare ham, at DBU i forvejen tager vand ind, og at hullerne ikke bliver mindre, når han skaber sig?

Pressen er nogle gange hysteriske. Og hykleriske. Og ikke til at have med at gøre. Den køber jeg. Men jeg spørger igen: Hvad mon der sker, hvis Bendtner virkelig får lært at kigge indad? Og hvem skal lære ham det?

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard