Der er oprør i det lille hjem. Vanitha 13 er rigtig godt sur, fordi Pia har sat hælene i og besluttet, at der ikke skal være nogen form fyrværkeri nytårsaften.

Pia Jørgensen fik rigeligt af fyrværkeri den 3. november, da familiens hus brændte i forbindelse med eksplosionerne på Johnsens Fyrværkerifabrik.

Vanitha er af den opfattelse, at uden raketter og fyrværkeri så bliver nytårsaften den mest røvkedelige, hun kan forestille sig.

»Jeg får kvalme og opkastningsfornemmelser, hvis jeg møder lugten af brand eller fyrværkeri. Det kommer af det, der skete den dag, og det er en endegyldig beslutning på trods af Vanithas protester,« siger Pia Jørgensen, mens hun kigger over på resterne af det, der i 19 år var familiens hjem.

Triste minder skal væk
Peter, Pia, Vanitha og Tarika har fået besked på, at lige efter nytår sætter forsikringsselskabet en gravemaskine på ruinerne, og så fjernes det sidste triste minde, der er tilbage af Sandbjergvej 23.

Inden frosten holdt sit indtog på matriklen, nåede Peter i øvrigt at få fjernet alle de gamle fliser og nogle enkelte buske, som ikke var bukket under for flammehavet.

»Min svoger og jeg havde hentet seks trailere fyldt med fliser, men så forleden weekend, hvor vi kom hjem efter min fars fødselsdag, havde min svoger hentet de sidste fem læs. Det er helt utroligt med al den hjælp, vi har fået. Når han går i gang, er det som at starte en maskine, han knokler bare helt vildt der ud af,« siger Peter, der vil bruge de mange fliser oppe ved sommerhuset i Bjerregård syd for Hvide Sande.

Mens Pia har taget sin tørn med diskussioner om fyrværkeriet, så er al kreativiteten i forbindelse med det nye hus lagt på Peters skuldre. Det skal ligge der, hvor det gamle stod, men det bliver ikke en kopi af det, de har mistet.

Nyt hus på blokken
Hvad det så er for et hus, der i løbet af foråret bliver rejst på brandtomten, er endnu ikke helt afgjort. Peter kæmper med millimeterpapir, blyant og viskelæder, mens han skæver til ideer fra forskellige typehuse, som familien har set på. Tegningen er så småt ved at tage form, men detaljerne er ikke helt på plads.

»Jeg er ved at finde frem til, hvad vi har tænkt os. Vi har fået tilbud fra KFS huse, og når jeg har tegnet færdig, så skal murermester Teddy Thomsen også give et tilbud. Det var ham, vi benyttede som rådgiver, da forsikringssummen skulle gøres op,« fortæller Peter.

Smertefulde stikpiller
At familien Jørgensen kan se frem til et nyt lækkert hus, indrettet helt efter deres eget hoved, er egentlig ikke noget, de glæder sig til. Inderst inde ønsker de, at alt var ved det gamle, og det med branden bare var en ond drøm. For det er ikke bare bøvl og afsavn, mistet indbo og minder, der er gået op i røg. Det er også de meget smertefulde stikpiller, der rammer familien, som irriterer:

»Der er faktisk folk, som stopper mig nede i byen og siger: »I er vel nok heldige, at I får et helt nyt hus«, fortæller Pia og fortsætter:

»Hvis man skal tale om held i forbindelse med fyrværkerikatastrofen, så er det et held, at vi blev evakueret og slap ud med livet i behold. Men ellers er held, noget jeg forbinder med at vinde i Lotto.

Nogle mennesker tænker slet ikke på, at alt det, vi havde samlet gennem 19 år, er væk. Det er døde ting, siger de.

Jamen for pokker, for os var det en del af vores liv. Der er ingen, der tænker på vores adoptivbørn. Det er altså tredje gang, de skal starte et liv op. Efter de blev født kom de på børnehjem. Så kom de til os i Danmark og fik et hjem.

Nu skal de for tredje gang stifte bekendtskab med et nyt hjem. Det er sgu hårdt for børn at blive kastet rundt på denne måde. Alt det de have samlet, og som de kunne identificere sig med, det er jo også væk. Så kan jeg altså ikke se, der er noget held ved, at vi får et nyt hus,« siger Pia.

Eget sprog til ridning
Det eneste lyspunkt hun kan se i vintermørket er, at Vanitha hver eneste dag glæder sig over, at familien i øjeblikket bor ved siden af hendes rideskole:

»Vanitha begyndte at ride, da hun var fire år. Det var en anden døv pige, der fik hende i gang, og hun har, takket være rideinstruktøren Dorthe Nielsen, udviklet sig til en rigtig dygtig konkurrencerytter.

Når jeg tænker på, hvordan Dorthe okser rundt for at dirigere Vanitha, så er jeg fuld af beundring. Vanitha kan jo ikke høre de kommandoer, der bliver afgivet.

Hun skal lære det hele uden ad, og det er et kæmpe arbejde. De har udviklet deres helt eget sprog, og havde vi ikke haft Dorthe, så var Vanitha ikke nået så langt, som hun er i dag,« fortæller Pia Jørgensen.

Selv om Vanitha er født døv og endnu ikke har lært sig talesproget, så er hun rimelig godt klar over, hvad hendes mor fortæller. Ind i mellem afbryder hun interviewet og gør sin mor opmærksom på, at det altså ikke bliver rigtig nytår, hvis ikke hun får lov til at fyre nogle raketter af.

Det virker lidt som om, at den diskussion vil bølge helt frem til rådhusuret falder i slag, og for udenforstående skal det ikke være nogen hemmelighed, at man godt kan skændes, selv om man bruger tegnsprog.

am@bt.dk