Spørgsmål: Hej Chris, jeg har netop været til et meget inspirerende og tankevækkende foredrag med dig (tak) og jeg er glad for, at du slet ikke er så fanatisk, som jeg måske frygtede… Du gav mig det indtryk, at det også kan være en daglig udfordring for dig at vælge løbeskoene frem for sofaen, så det store spørgsmål er: Hvordan kommer du alligevel af sted? Måske kan jeg finde inspiration i din tilgang. Jeg håber, du har tid til at svare. Bedste hilsen Johannes
Chris MacDonald: Tak, fordi du gad at bruge en aften i mit selskab og for de rosende ord. Derudover er jeg glad for, at jeg ikke fremstod fanatisk den aften, for det er jeg på ingen måde!
Det er helt korrekt, at jeg også er udfordret, når det kommer til den daglige fysiske aktivitet. Jeg kan føre mange og lange dialoger med mig selv inden jeg reelt befinder mig på en sti i løbetempo. Der er dage, hvor det kræver enormt meget energi og viljestyrke at få 30-45 minutters træning i hus. Andre dage kræver det lidt mindre, men det er virkelig sjældent i hverdagen, at min krop er fyldt med ”JUHUU” hormoner, som sender mig i fuldt firspring ud af døren når jeg skal løbe på Fælleden eller skal snuppe 30 effektive minutter på cyklen på mit kontor.
Jeg gider sjældent, men min gulerod for enden af regnbuen er, at jeg kan lide det, når det er slut – når jeg har gjort det – for når jeg tager mig sammen og investerer 30-60 min om dagen på fysisk aktivitet, så fungerer min hjerne og krop langt bedre i de resterende 23 timer til glæde for mig selv, og især til glæde for de mennesker, som skal være sammen med mig resten af dagen.
Og hvordan er jeg kommet dertil? Gentagelse, gentagelse, gentagelse og dermed opbygning af vaner og rutiner omkring det at få træningen gennemført, når jeg har planlagt det. I starten lykkedes det ikke hver gang, men i dag er det sjældent, at jeg misser en planlagt træning. Jeg er nødt til at tænke lidt frem i tiden og bevidst indlægge træning i dagens program. Hvis jeg har en ”jeg-ser-hvornår-jeg-får-tid” attitude, så bliver det oftest ved de gode intentioner, hvormed travlheden og dovenskaben vinder. Så for mit vedkommende har planlægning, gentagelse på gentagelse og viden om udbyttet været med til at skabe, styrke og igangsætte en handling, som jeg bedst kan lide, når den er udført.
Jeg håber, det gav dig inspiration og undervejs i processen kan det også være en god idé at notere dit ”hvorfor”. Hvorfor er du fysisk aktiv? Skriv det evt. ned og hæng det et sted, hvor du bliver mindet om det hver dag.
Stay strong, stay graceful!