Skaderne efter branden i boligblokken på A. D. Burcharts Vej i Kolding er så omfattende, at hele bygningen måske rives ned. På et beboermøde mandag fortalte selskabet Deas, der bestyrer ejendommen, at planen er at genopføre blokken, men hvis skaderne efter flammernes hærgen og de store mængder vand er for omfattende, rives bygningen ned og en helt ny blok opføres.

Allerede nu står det ifølge jv.dk klart, at blokkens øverste etage er helt væk. Her er nogle af lejlighederne brandskadede, mens resten er ødelagt af sod og vand. Beboerne på den pågældende etage fik at vide på mødet, at de hurtigt kan få tilbagebetalt deres indskud og dermed komme videre med tilværelsen.

Branden blev opdaget søndag kort før klokken 18.30 i et børneværelse i en lejlighed på øverste etage.

- Det ved vi, fordi beboerne var hjemme, og de opdagede, at det brændte på børneværelset, siger Verner Pedersen, leder af lokalpolitiet i Kolding.

Han understreger, at det er for tidligt at sige, om der var børn på værelset, da branden opstod.

- De detaljer har vi ikke endnu. Vi ved ikke, hvorfor branden opstod. Vi ved kun, at den begyndte på værelset, siger Verner Pedersen.

Vidner har ifølge ekstrabladet.dk givet udtryk for, at en flok drenge legede med ild på et værelse i ejendommen, og at det skulle have startet branden.

- Vi ved kun hvor og hvornår, ilden er opstået. Resten er rygter, sagde Verner Pedersen på beboermødet ifølge jv.dk. Her understregede han samtidig, at politiet ikke har nogen mistænkte.

Cirka 150 brandfolk fra nær og fjern kæmpede mod flammerne søndag aften og nat. Knap 130 beboere blev evakueret, og i nabolaget blev folk bedt om at holde sig inden døre på grund af den giftige røg.

Mandag morgen ved sekstiden var ilden under kontrol. På det tidspunkt havde brandfolkene opgivet at redde tagkonstruktionen:

- Når branden er så omfattende, så sker der det, at man ikke kan slukke den med vand. Derfor laver man en kontrolleret nedbrænding. Det betyder, at man vurderer, hvilken del man kan redde - og køler det ned - og lader resten brænde, siger Verner Pedersen og oplyser, at branden berører knap 100 lejligheder.

Kolding Kommune har oprettet et nødcenter til beboere, der har brug for hjælp til at blive genhuset. Ingen ved, hvornår de evakuerede kan vende hjem.