Der var ikke gået mange minutter, fra Berlingske tirsdag aften kunne afsløre, at Margrethe Vestager (R) skal være EUs konkurrencekommissær, til diskussionen begyndte på de sociale medier om, hvor magtfuld hun egentlig bliver.

Og diskussionen er oplagt, fordi hun på den ene side bliver meget magtfuld, når det kommer til afgørende beslutninger, mens konkurrencekommissæren på den anden side mere sjældent er involveret i ny skelsættende lovgivning. Alene beslutningerne i konkurrencesagerne kan dog have en ganske skelsættende betydning, og her ligger der allerede et par »gigantsager« og venter på Vestager.

Set fra Bruxelles og inde i EU-systemet er der ingen tvivl om, at der er tale om en tung post. Det skriver B.dk.

Et kig på de foregående konkurrencekommissærer viser, at det altid har været de store vesteuropæiske lande eller et af Benelux-landene, der har siddet på posten, og der er ingen tvivl om, at den står højt på mange landes ønskeliste.

Ikke mindst italienske Mario Monti demonstrerede postens enorme indflydelse, da han i 2001 blokerede for den amerikanske kæmpe General Electrics forsøg på at opkøbe konkurrenten Honeywell. En fusion af de to selskaber ville ganske enkelt føre til for lidt konkurrence inden for jetmotorer til luftfartsindustrien, mente Monti, og handelen blev bremset.

I øjeblikket har spanske Joaquín Almunia posten, og i de spanske medier ærgrer man sig allerede over, at Spanien står til en mindre magtfuld post i den nye kommission, end Almunia har haft.

Eksemplet med Mario Monti viser, hvorfor posten er så omgærdet. Det skyldes, at EU-Kommissionen har eksklusiv kompetence til at træffe beslutninger på konkurrenceområdet uden indblanding fra medlemslandene.

Konkurrencesagerne omhandler typisk fusioner, karteldannelse eller udnyttelse af en dominerende markedsposition. Samtidig ligger sagerne om statsstøtte også på konkurrencekommissærens bord, og der er tale om sager med stor betydning for såvel virksomheder som samfund.

I øjeblikket ligger der blandt andet to meget vigtige sager for Danmark, nemlig om støtten til den grønne omstilling - den såkaldte PSO-ordning - samt om finansieringen af Femern-forbindelsen, hvor rederiet Scandlines har klaget over, at der er tale om ulovlig statsstøtte.

Endnu større sager venter dog på Vestager i form af den langvarige kamp mod Google og spørgsmålet om støtteordningerne til energiomstillingen i Tyskland.

Netop i denne uge kunne Financial Times fortælle, at konkurrencekommissær Almunia endnu en gang har opgivet at nå et forlig med Google i en højbetændt sag om, hvorvidt Google misbruger sin dominerende søgemaskine til at forvride konkurrencen.

Sagen er penibel for både Google og EU. For Google, der risikerer en historisk høj bøde, som teoretisk kan løbe op i et tocifret milliardbeløb, samt restriktioner på hele sin forretningsmodel. For EU der med stor sikkerhed kan se frem til, at Google vil prøve alle de juridiske muligheder, der er, for at undgå en bøde og restriktioner.

Disse sager lander nu på Margrethe Vestagers bord, så set i et EU-perspektiv er der ingen tvivl om, at det er en yderst vigtig post, som den danske politiker får.

Kigger man på størrelsen af selve konkurrencedirektoratet ligger det med cirka 750 ansatte i mellemstørrelsen i EU-Kommissionen, men det er væsentlig større end Connie Hedegaards (K) nuværende klimadirektorat på cirka 150 personer.

Når det kommer til det rent politiske og lovgivningsmæssige, findes der imidlertid andre tungere kommissærposter. Eksempelvis kan den kommende handelskommissær - en post som nogle har nævnt Vestager som outsider til - gå over i historien, hvis det lykkes at lande en frihandelsaftale med USA, som vil have en enorm betydning for såvel europæisk som amerikansk økonomi. Reguleringen af den finansielle sektor er en anden kommissærpost, hvor de kommende fem år kan komme til at sætte afgørende regler for fremtiden.

Om Margrethe Vestager så har fået den kommissærpost, der stod øverst på ønskesedlen er et godt spørgsmål. Hun bliver i hvert fald indflydelsesrig, også omkring vigtige projekter i Danmark som den grønne omstilling og Femern-forbindelsen, ligesom Google-sagen er yderst principiel og vil trække spor langt ind i fremtiden. Konkurrenceposten har utvivlsomt stået højt på ønskelisten, men om den også stod allerøverst, er et åbent spørgsmål.

Sikkert er det dog, at Danmark får en tungere post end længe. Man skal tilbage til Henning Christophersen (V), der både var næstformand i Kommissionen og sad på økonomi og finans i perioden 1985-95 for en finde en tungere post til Danmark.