Her plejer der bare at være lidt vand, sandwich, en række borde og et par mikrofoner til landstræner Jan Pytlick. Men fredag var det noget anderledes til pressemødet på Vejle Center Hotel, før landsholdet søndag spiller returkamp mod Slovakiet i Kolding-hallen.

Nede i det bageste hjørne af mødelokalet hørtes ind imellem lidt barnegråd og grin, mens Pytlick prøvede at forklare om morgendagens taktik.

Samtidig arbejdede fotograferne på højtryk for at få de rigtige billeder til dagens avis.

For Viborg-keepere Susanne Munk Lauritsen var der ikke noget nyt i at være i mediernes søgelys, men for sønnen Rasmus var det trods alt af noget nyere dato.

Susanne Munk Lauritsen er atter inde i landsholdsvarmen, når hun i morgen løber på banen til opgøret mod Slovakiet. Ikke siden EM i Holland har Viborg-keeperen været at finde blandt Pytlicks foretrukkende, hvilket har en naturlig forklaring i sønnen Rasmus.

Han kom til verden sidste år i juni, hvorefter Susanne Munk Lauritsen to måneder senere atter var at finde til træning i Viborg Stadionhal.

Nu har hun indledt nedtællingen mod en eventuel plads på holdet til OL i Sydney, selvom hun ikke i første omgang går efter det.

"Det lyder måske som om, at jeg nærmest er ligeglad. Men det er overhovedet ikke tilfældet. For mig gælder det bare i første omgang om igen at blive rigtig god, og så nytter det ikke noget at focusere på hverken OL eller EM.

Lige nu har jeg bare nydt at være med i samlingen, hvor jeg oplever en virkelig god stemning. Jeg skal gerne indrømme, at jeg har savnet landsholdet."

"Jeg kunne mærke det under VM i Danmark, hvor jeg oplevede den forrygende opbakning fra tilskuerne i Kolding. Den gang trak det virkeligt i mig for at være med igen.

Jeg glæder jeg mig til at opleve suset og gåsehuden, når nationalmelodien blivet sat i gang. Det har altid været noget specielt," fortæller Susanne Munk Lauritsen, som i morgen tager det første skridt tilbage til inderkredsen af dansk håndbold.

Om det rækker til en OL-billet, vil tiden vise.