Alle taler om grænser. Og alle søger dem. Amatører som professionelle søger enten en fysisk eller psykisk grænse. Eller en kombination. Men hvorfor? Hvorfor er det så smart at søge disse? Et filosofisk og eksistentielt spørgsmål som vel blot afføder endnu flere spørgsmål end svar.

Alligevel kan lektor Johan Börghall, der underviser i bevægelseskommunikation på Odense Universitet komme med nogle bud. Men han er også en mand, der udover at undervise i hvor grænsen går - selv kalder sig for en grænsevandrer. For han går PÅ grænsen. Aldrig over.

"Først i det øjeblik, at vi er i kontakt med en grænse, lærer vi noget nyt om os selv. Så længe vi ikke søger mod en grænse, bekræfter vi blot en kundskab, en viden, en indsigt, som vi allerede besidder.

Ved at gå på grænsen, mærker man verdenen og sig selv," forklarer Johan Börghall, der mener, at grænser ikke blot er forbeholdt sportens verden.

"Nogle springer bungyjump, der er en måde at søge grænser på. Men det kan også være grænseoverskridende f.eks. i en undervisning at stå i midten af en rundkreds og vise et eller andet til et helt hold.

Hvad sker der når vi mærker grænsen?

"Man mærker, hvad der sker med èn. På nogle områder bliver man mere sig selv. Man får jo ikke mere kontakt til sig selv, hvis man blot gør det, man plejer. For at få mere fat på sig selv, må man se sig selv i nye situationer. Prøve noget nyt eller prøve på en anden måde.

Kan man ikke tage skade af at søge grænser?

"Man skal mærke sine grænser og erkende dem. Et grænseløst menneske er måske et skadet menneske. F.eks. har ofre for incest meget store problemer med at mærke deres egne seksuelle grænser - tit krænker ofrene jo selv deres børn. De kender ikke grænserne," siger Johan Börghall, der flere gang understreger forskellen mellem at bryde grænser og så at søge grænser.

"Det handler om at mærke grænsen. Ikke at overskride den, men at vandre på grænsen. For hvis man overskrider en grænse findes der altid en ny at overskride.

Derfor kommer der nemt inflation i at søge grænser. Ti ironmand i rap etc. Nogle folk føler, at for at de kan mærke sig selv, skal de hele tiden mærke en psykisk eller fysisk grænse. Og den flytter sig jo hele tiden."

Handler det så ikke om noget andet end grænser. Selvværd f.eks.?

"Alle må jo gøre, hvad de føler behov for. Hvis man psykologisererdisse menneskers handlinger, vil man måske opdage, at det er en længsel efter at bevise, at man er god nok: "Se mor, jeg kan godt!".

Derfor må man også reflektere over sine handlinger og se på motiverne. Hvorfor man gør, som man gør. Måske man ikke bør tage ti ironman - men i stedet holde om min mor. Det er jo meget komplekst."



Hvorfor er det så IN at søge grænser?

"Vi lever i et oplevelsessamfund. vi lever i en verden og i en tid, hvor vi søger oplevelser. Og søger følelser ved at opleve og føre ud i livet i stedet for at vi blot har en teoretisk viden til tingene.

Men pointen er at være i kontakt med sine grænser, for grænsen er jo hele tiden i bevægelse. Man skal lære at slippe sig selv. Glemme sig selv. Det er jo ikke sikkert, at man har ret, hvis man f.eks. hele tiden siger: "Det kan jeg ikke." "Det tør jeg ikke".

Måske det blot dét billede, man har af sig selv. Det gælder simplethen om at få fat på sig selv. Give mere af sig selv og opleve verdenen som mulig og fri," opfordrer Johan Börghall.