Naveed Baig. 39 år. Teolog, imam og etnisk koordinator i Region Hovedstaden. Født og opvokset i Glostrup og Brøndby Strand. Hans forældre kom til Danmark fra Pakistan i 1973.
Naveed Baig er imam, han spiser ikke svinekød, konen går med slør, og han beder til gud. Og sådan kan man også være dansker.
»Jeg er en dansk muslim. Da Thomas Gravesen flyttede til Real Madrid fra Everton, så jeg alle deres kampe, fordi han er dansker, og det var jeg stolt af,« siger han.
Til daglig arbejder han på Rigshospitalet og Herlev Hospital i København, hvor han udover at være tilknyttet som imam er koordinator for de 44 frivillige, der taler alt fra swahili til thai. De yder omsorg og støtte til etniske minoritetspatienter, ligesom de hjælper hospitalets ansatte med rådgivning og sparring.
BT møder Naveed Baig på en regnvåd og grå torsdag eftermiddag på hans kontor i stueetagen på Rigshospitalet. Snakken falder – selvfølgelig – hurtigt på terrorangrebet i Paris otte dage tidligere.
Naveed Baig anerkender ikke, at hans islam har noget til fælles med terroristers islam. Han vil heller ikke kendes ved de radikale imamer fra moskeen på Grimhøjvej i Aarhus, der ikke vil tage afstand fra Islamisk Stats hærgen i Syrien og Irak.
»Det er vigtigt at huske på, at der er titusindvis af muslimer, der står op hver dag for at tage på arbejde eller studere og bidrager til det danske samfund på lige vilkår med alle andre,« siger han:
Rendyrket kriminalitet
»Den reaktion, vi så i Paris, er ikke engang en reaktion. Det er kriminalitet. Det er det, vi skal kalde det. Det er ikke islamisk terrorisme, det er rendyrket kriminalitet.«
Naveed Baig er født i Danmark og har boet det meste af sit liv i Brøndby Strand på Københavns Vestegn, hvor han voksede op med sine to søskende og deres pakistansk-fødte forældre.
Naveed Baig er gift og far til en dreng på 14 år og en pige på ni år, der går til fodbold og håndbold.
Hans version af islam prædiker ‘næstekærlighed, tolerance og frihed’. Samtidig går hans kone, der er juridisk rådgiver og kontorchef i et advokatfirma, med tørklæde. Men det er hendes eget valg, forklarer Naveed Baig.
»Det er hendes ret, at hun kan tage det valg. Hun ville stadig være mine kone, hvis hun ikke gik med det. I min verden betyder frihed, at man må gå med, hvad man vil, uanset om det er en lårkort kjole eller en burka. Men jeg kan godt have en mening om, hvad blufærdighed er for mig.«
Kom hinanden ved
Han er bestyrelsesmedlem i Jødisk-Muslimsk netværk, Islamisk-Kristent studiecenter og imam i Dansk Islamisk Center, hvor der bliver prædiket på dansk.
»Vi skal komme hinanden ved, hilse på hinanden og tale med hinanden i det danske samfund. Hvorfor er det provokerende for nogle, at der bliver tegnet en profet? Man skal spørge ind til hinanden, for der er ikke noget alternativ til dialogen. Vi skal turde bevæge os mod hinandens livsverdener og blive beriget,« siger den grå- og sorthårede imam, der sidder i sin langærmede T-shirt og cowboybukser.
Han mener, at det er for nemt at skyde på islam som årsagen til terror og den radikalisering, som det meste af verden taler om efter angrebet på Charlie Hebdo i sidste uge.
»Hvis islam avlede terror, ville vi have set tredje verdenskrig og fjerde verdenskrig. Der er 1,6 milliard muslimer i verden, og hvis vores hellige bog opfordrede til krig, så ville vores planet være udslettet for længst.
Mine visioner er et Danmark, der har værdier som nænsomhed, respekt, nærvær og rummelighed,« slutter han.