En tredjedel af landets forældre har ikke tegnet en ulykkesforsikring for deres børn, viser tal fra forsikringsselskaberes brancheforening, Forsikring og Pension,. Det betyder, at de risikerer at komme i klemme, hvis deres barn pludselig kommer alvorligt til skade og eksempelvis brækker ryggen, skriver 24timer.

Tidligere dækkede kommunen udgifterne til eksempelvis behandling og genoptræning i forbindelse med alvorlige ulykker. Men sidste år afgjorde Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at det er ulovligt for kommuner at yde økonomisk støtte ved ulykker, fordi det er en varetagelse af individuelle og ikke fælles interesser. Derfor har næsten alle kommuner fra årsskiftet droppet forsikringerne, mens andre udfaser dem indenfor et par måneder. Det betyder, at forældrene selv skal sikre deres børn og købe en privat børneulykkesforsikring.

Det bakker Forældrenes Landsforening, FOLA, op om.

- Det kan få store økonomiske følger, hvis man ikke har en børneulykkesforsikring, så det vil vi helt klart anbefale. Jeg kan tvivle på, hvor mange forældre der ved, at kommunen ikke længere har den ordning, siger foreningens næstformand Dorthe Boe Danbjørg.