Man siger, at en kat har ni liv… I så fald var denne lille kattekilling i hvert fald tæt på at miste et af dem, da den forleden faldt ud af vinduet fra en lejlighed på 12. etage.
Katten var heldigvis landet på en lille afsats uden for vinduet, men her sad den fanget ude af stand til at komme tilbage til de trygge omgivelser i lejligheden. Kattens ejer var ikke hjemme, men en vaks genbo opdagede katten, og han ringede efter SPCA Singapore, der er en dyrevelfærdsorganisation, der arbejder for at forebygge dyremishandling. Det skriver SPCA Singapore på sin Facebookside.
Redningsmedarbejderen Yao Huang fra SPCA Singapore ankom til blokken i Ang Mo Kio kvarteret i Singapore sammen med politiet. Mens politiet blev i stueetagen, hvor de holdt et udstrakt tæppe under katten, blev Yao Huang sendt til 12. etage. Her forsøgte han at fange den lille kat med en stang med en løkke. Redningsaktionen gik heldigvis godt, og kattekillingen blev bragt i sikkerhed og genforenet med sin ejer.
SPCA Singapore rådgav efterfølgende ejeren - og katteejere generelt der bor højt oppe - om ikke at lade vinduer stå åbne. Katte er nysgerrige dyr, og de kan let falde ud, hvis de f.eks. jagter en fugl, der flyver forbi vinduet.
Video: SPCA Singapore
