»Cirka 10 procent af danskere over 60 år, bliver ramt i mere eller mindre grad af tremor,« siger læge Jerk W. Langer.
»Bag betegnelsen benin tremor, som er sygdommens latinske navn, gemmer sig en nervesygdom, der kan få enten hænderne, hovedet eller stemmen til at ryste i mere eller mindre alvorlig grad. Jeg forstår, at det ikke er så udtalt hos Søren Østergaard, men det kan være stærkt hæmmende, når man skal drikke, spise, snøre sine sko, barbere sig og den slags,« siger Langer, der fortæller, at det ligesom i Østergaards tilfælde, ikke er usædvanligt, at sygdommen forveksles med andre lidelser.
»Man skal altid blive undersøgt for parkinson, hvis man får gentagne rystelser. Og det kan også forveksles med dårlige nerver og abstinenser efter drikkeri.«
»Lidelsen er typisk arvelig, men det skal ikke forståes sådan, at alle med tremor i familien automatisk får sygdommen. Men den gives typisk videre gennem generne.«
Kan behandles med Botox
»Den kan symptombehandles medicinsk med beta-blokker, der er en blodtrykssænkende medicin, der kan dæmpe rystelserne, og hvis det er meget slemt og hæmmende, når det for eksempel har sat sig på stemmen eller i hovedet, kan det behandles med nervegiften Botox, der vil få rystelserne til at stoppe, når den bliver indsprøjtet. Det er faktisk den slags, Botox oprindeligt er udviklet til at bekæmpe,« forklarer Langer, der siger, at man også selv kan gøre noget for at dæmpe rystelser forårsaget af tremor:
»Man skal reducere sit stressniveau, sørge for at få sin søvn, og lade være med at drikke for meget kaffe eller cola. I det hele taget holde sig fra alt, hvad der kan speede kroppen op.«