Hver dag mister 21 danskere sygedagpengene
Et stigende antal syge får frataget deres dagpenge på grund af etårs-reglen. Regeringen har lovet at gribe ind, men beskæftigelsesministeren tager sig - trods kritik - god tid.
Et stigende antal syge får frataget deres dagpenge på grund af etårs-reglen. Regeringen har lovet at gribe ind, men beskæftigelsesministeren tager sig - trods kritik - god tid.
Efter et års sygdom kan kommunen tage sygedagpengene fra den sygemeldte. Og det gør kommunerne i stigende grad. Knap 8.000 mennesker om året – svarende til 21 hver eneste dag – ryger nu af sygedagpengene på cirka 16.000 kroner om måneden.
Og hver femte ender helt uden indkomst, da de har friværdi i hus eller bil, eller de har en samlever, som tjener penge og derfor ikke er berettiget til kontanthjælp. Det skriver Ugebrevet A4.
Regeringen lovede i regeringsgrundlaget, at man vil afskaffe etårs-reglen på sygedagpenge. Men selv om beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har nedsat et udvalg, der skal komme med forslag til en styrket indsats for langtidssygemeldte, har hun ikke travlt med at afskaffe reglen.
- Vi har et udvalgsarbejde i gang, som skal være færdigt inden udgangen af 2012. Og så må vi tage den derfra, siger hun til Ugebrevet A4.
Beskæftigelsesministeren vil ikke garantere, at etårs-reglen bliver afskaffet. Reglen er fra 1989 og betyder, at kommunen kan tage sygedagpengene fra en borger, hvis man efter et år har udsigt til at komme delvist på arbejde igen. I 2008 blev 5.900 syge ramt af reglen, mens antallet nu er oppe på cirka 8.000 om året. Det har man mærket hos FOA.
- Kommunerne har fået en strammere praksis i forhold til sygedagpenge, og vi oplever mindre vilje til at bruge mulighederne for at forlænge sygedagpenge ud over et år, siger FOAs næstformand, Mona Striib, til A4.
Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, er skuffet over, at SRSF-regeringen endnu ikke har levet op til sit eget løfte om at afskaffe etårs-reglen.
- Denne her stigning i syge uden sygedagpenge er alarmerende. Den går direkte imod regeringens ønsker om, at færre skal være fattige, og at vi skal fremme lighed i samfundet, siger han.
Henrik Bach Mortensen, direktør for arbejdsmarkedspolitisk afdeling i Dansk Arbejdsgiverforening er helt uenig.
- Man skal fuldstændig opgive planen om at ophæve varighedsbegrænsningen. Fjerner man begrænsningen, vil flere komme væk fra arbejdsmarkedet, og det vil koste det offentlige milliarder af kroner. Det er klart imod regeringens egen politik om at øge arbejdsudbuddet og holde de offentlige udgifter i ro, siger Henrik Bach Mortensen, der frygter, at man med en afskaffelse vil kunne udnytte sygedagpengene som et evigt varende forsørgelsessystem.
Beregninger fra 2009 viser, at en afskaffelse af etårs-reglen dengang ville koste 340 millioner kroner mere om året, skriver A4.