Øverst ses scener fra Paris' gader efter de første meldinger om angreb i byen.
Selvom det endnu er tidligt i efterforskningen, er der allerede opstillet forskellige scenarier for, hvem der kan have stået bag terrorangrebene i Paris.
Fredag aften angreb gerningsmænd seks forskellige steder i Paris. Et koncertsted, en restaurant og et fodboldstadion var blandt målene.
Mere end 120 mennesker blev dræbt. Over 200 er såret.
Ifølge avisen Guardian er der tre scenarier, der er mere sandsynlige end andre.
Læs også: Marc spillede død under angrebet: Det lignede en slagmark, der var blod over det hele
1. Det første scenarie er, at angrebet er direkte organiseret og kontrolleret af terrorgruppen Islamisk Stat fra et sted i Syrien eller Irak.
Tidligere har IS fået lokale følgere til at udføre angreb alene, men efter et russisk fly formodes at være styrtet ned over Egypten tidligere på måneden på grund af en bombe plantet om bord af en IS-støtte, står det klart, at IS-truslen udvikler sig hastigt. Angrebet i Paris stemmer også med den eskaleringen af gruppens angreb, der er sket inden for de seneste 18 måneder.
Et hold kunne være sendt ind i Frankrig eller være blevet rekrutteret i Frankrig - eller måske en kombination. Det er ifølge de franske myndigheder omkring 520 franskmænd, der kæmper i Syrien for IS, og omkring 250 IS-krigere, der er vendt tilbage til Frankrig.
2. Det andet scenarie minder mere om det, man så under angrebene i Paris for ti måneder siden.
Det kunne involvere både IS eller al-Qaeda - eller begge, som det var tilfældet i januar, hvor tre lokale mænd stod bag angrebene. En af mændene svor troskab til IS, men havde aldrig haft kontakt til gruppen. De to andre mænd, der var brødre, havde haft kontakt med al-Qaeda i Yemen. Det var også denne del af gruppen, der tog ansvaret for angrebet på det satiriske magasin Charlie Hebdo.
Al-Qaeda kan måske have planlagt angrebene i et forsøg på at genvinde deres status og den magt, som gruppen den seneste tid har mistet til IS.
3. Det tredje scenarie er at det lokale aktører, der har opereret helt alene.
Frankrig har en stor gruppe af fremmedgjorte, frustrerede og vrede muslimske unge mænd, og der har længe eksisteret uformelle netværk blandt ekstremisterne, både blandt de voldelige og ikke-voldelige. De fleste af de grupperinger har dog mest som mål at sende folk til Syrien for at kæmpe - ikke at angribe i deres hjemland.

