Gladsaxe Teater er kommet i bekneb for rekvisitter til sommersæsonens gigantforestilling, Oehlenschlägers "Aladdin", i Ulvedalene nord for København.

Teaterchefen Flemming Enevold og scenografen Louise Bech opfordrer derfor folk til at gå på udkig i deres gemmer, på lofter, i garager, kældre, udhuse mv. for at finde en masse sager, som skal bringe Østens mystik til Dyrehaven.

Det drejer sig om gamle hestevogne, tipvogne, drejebænke, gamle glasflasker, genopvindingshjul, rokke, tene, væve, symaskiner, laboratorieudstyr, flettede kurve, bismervægte, slidte ægte tæpper, malkeskamler, henkogningsgryder, karter, gamle stadereoler og frugtvogne.

Teatrets regissør Christian Jensen håber, at folk vil hjælpe ham - men der er tale om en appel om velvillighed: Betaling kommer ikke på tale.

Aladdin har premiere den 4. juni og spiller i alt 22 gange frem til den 30. juni. Forestillingen har i alt 200 medvirkende.