Men hvad er det for kvinder, som sidder foran TV'et og forelsker sig hovedkulds i en morder.

"Mit bud er, at det er ensomme og nøjsomme kvinder, som har mangel på indhold i tilværelsen. Og kan man ikke blive valgt af én ude i samfundet, så kan man da finde sig en morder," siger psykolog Sanne Neergaard, der også kan se en tendens til, at det kan være kvinder, som har lyst til at være mødre for deres kæreste.

"Måske vil de kysse ham - og så tror de, alt det onde går væk. Jeg tror, det er meget naive kvinder, som ikke vil have med virkeligheden at gøre. Kvinder, som digter historier, og som kan klippe en hæl og hugge en tå i virkeligheden, som jo er for grum," siger psykologen, der tror, at disse ensomme kvinder leger fantasileg.

"Der er også en stor Mother Teresa i det her. Kvinden tænker, det er synd for ham, og at han ikke kan gøre for det. Hun tror, hun kan redde ham."

Psykologen tror, kvinderne har svært ved at knytte kontakter i den virkelige verden.

"Og så kan kvinden lege, at hun har en kæreste. Hun kan komme på besøg og skrive breve. Og på en måde er det jo også ufarligt, så længe stodderen sidder i fængsel. Han flytter i hvert fald ikke ind lige med det samme," siger Sanne Neergaard.

Mordere og voldtægtsforbrydere har ifølge overlægen på Anstalten ved Herstedvester, Heidi Hansen, ikke svært ved at opnå kvindeligt selskab, selv om de sidder bag lås og slå.

"Det virker tilsyneladende ikke, som om de indsatte har problemer med at få kontakt med kvinder. De skriver bare en kontaktannonce.

Men uden at vide noget om kvinderne overhovedet, så må man jo bare sige, at der er et vist faremoment, når de involverer sig med disse mænd," siger overlæge Heidi Hansen, der arbejder blandt mordere og voldtægtsforbrydere.

"Jeg kan kun sige, at det da undrer mig, hvad det er for kvinder. Men måske savner de spænding," siger Heidi Hansen.