’Klovn - the Movie’ blev et hit uden for Danmarks grænser. Derfor tager Frank og Casper til udlandet i efterfølgeren.
Tv-serien ’Klovn’ foregik primært i København med få afstikkere til forskellige danske landsbyer. Den efterfølgende film førte Casper Christensen og Frank Hvam på en ’Tour de Fiss’’ på Gudenåen. Nu tager de to komikere så det helt store spring og filmer den kommende ’Klovn’-film i udlandet.
- Vi går internationalt og kommer uden for landets grænser. Det bliver Frank og Casper, der jagter den amerikanske drøm. Jeg er meget tilfreds med den danske drøm, men Caspers børn er blevet så store, at han gerne vil udi verden igen og have fokus på ’mig, mig’, mig. Filmen handler om to mænd, der har meget svært ved at falde til ro og lige skal have en sidste tur i manegen, siger Frank Hvam til BT.
Sammen med sin faste makker Casper Christensen har han skrevet første udkast til manuskriptet, og de forventer at kunne begynde indspilningerne til filmen i løbet af sommeren/efteråret 2014.
Tidligere på året forlod makkerparret Zentropa og kommer derfor til at udgive ’Klovn 2’ i deres eget selskab. Et selskab de allerede har fuld gang i.
- Casper er i USA lige nu, hvor han arbejder på et af vores andre projekter med Sacha Baron Cohen, som har bedt os et skrive manuskriptet til hans kommende film ’The Lesbian’. Vi har arbejdet på det hele foråret, og Casper og Sacha er ved at lægge sidste hånd på det hele nu. Det er meget spændende, siger Frank Hvam.
Til januar drager Frank Hvam ud på sin første solo-turné i fem år. Hans nye stand up-show har titlen ’Upasssende’.
I dagens udgave af BT kan du læse et stort interview med Frank Hvam, hvor han fortæller om livet som familiefar på en villavej i forstaden, om kvinders evner i sengen og om hvordan han selv er upassende.