Hej Chris, tak fordi man må skrive til dig her, for jeg har et spørgsmål. Efter sommerferien skal jeg til at træne om morgenen, men det har jeg aldrig gjort før, da jeg er B-menneske af rang. Det er jeg dog nødt til nu på grund af nye arbejdstider. Men jeg er meget i tvivl om hvor meget og hvad jeg skal spise inden jeg træner om morgenen? Har du nogle idéer eller forslag?

Venlig hilsen Janni og rigtig god sommer.

 

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Det er meget individuelt om man træner bedst først på dagen eller senere på dagen, men som du skriver kan man nogle gange være nødt til at gå kompromis af praktiske årsager. Det vigtigste er fortsat, at du får trænet og så er det mindre relevant med tidspunktet på dagen.

Generelt set synes jeg ikke, at man skal spise et hovedmåltid (eksempelvis morgenmad) 1-2 timer inden en træning. Det kommer naturligvis an på hvad og hvor meget man spiser, men det er en meget god tommelfingerregel. Der hvor det kan blive lidt tricky om morgenen er, at man jo ikke har fået noget at spise de seneste 10-12 timer og derfor kan nogle personer blive helt dårlig tilpas, hvis de ikke spiser et eller andet inden træningen om morgenen.

Derfor er mit forslag følgende:

  • Når du vågner, så spis et let måltid. Det kan være en banan eller en lille portion havregryn. Dette vil være ca. 30-60 før din træning alt efter hvornår du står op. Undgå de hurtige løsninger, som eksempelvis en energibar, for de fleste energibarer indeholder så mange kalorier, at du nærmest indtager mere energi end du forbrænder under træningen – afhængig af træningens varighed og intensitet – så undgå dem.

  • Når træningen er i hus, spiser du din reelle morgenmad. Her kan jeg anbefale havregryn eller havregrød med et halvt æble, lidt mandler og lidt rosiner. Eller min egen favorit. Quionagrød (lavet på mandelmælk) med lidt æble, rosiner og mandler.

Det vigtigste er, at du prøver dig lidt frem og finder en løsning, som virker for dig. Nogle personer kan vænne sig til at spise relativt tæt på deres træning, mens det aldrig kommer til at fungere for andre. Så eksperimenter lidt med timing, men også med mængde og hvad du spiser inden og efter din morgentræning for at få det bedste resultat.

Jeg håber, det gav dig svar og ønsker dig også rigtig god sommer!

Stay strong, stay graceful!