Skal lungekræftpatienters overmedicinering undersøges eller ej?
Danske Regioner har indledt en uvildig undersøgelse af prostatakræftpatienters overmedicinering med kemo i Aarhus, Odense og Vejle. Da BT forrige uge afdækkede, at også to lungekræftpatienter var blevet overmedicineret i Odense, slog sundhedsminister Nick Hækkerup fast, at han ville helt til bunds i sagerne om overmedicinering.
- Det er i alles interesse, at vi en gang for alle kommer til bunds i den her sag, og derfor forventer jeg også, at den redegørelse, jeg har bestilt hos regionerne, vil se bredt på sygehusapotekets fremstilling af medicin til alle kræftpatienter, der er blevet behandlet i Odense, sagde sundhedsministeren 23. april til BT.
Ifølge sundhedsdirektør i Region Syddanmark Jens Elkjær behøver lungekræftpatienternes overmedicinering dog ikke undersøges nærmere.
- Det er en decideret apoteksfejl, så jeg kan ikke forestille mig, at den bliver omfattet af den fælles redegørelse. Der er heller ikke så meget at undersøge efter min opfattelse, for der ligger en klar vurdering af, hvad der er sket, som er en fejlindtastning i systemet, siger Jens Elkjær.
De Konservatives sundhedsordfører Mai Marcado beder nu ministeren oplyse, hvem der indgår i den uvildige undersøgelse af overmedicineringen af patienter på sygehuse på Fyn og i Midtjylland.
- Ministeren har tidligere udtalt i pressen, at det vil være alle tilfælde af overmedicinering af kemomedicin, der vil blive inkluderet i undersøgelsen. Det må i så fald også gælde de fejl, der er lavet med patienterne med lungecancer, siger hun.